Rebild og omegn
Vækst: 12 gazeller i Rebild Kommune
.AF Klaus Hansen Virksomhederne er kommet stærkt med i opsvinget, og antallet af nordjyske gazellevirksomheder slår i år danmarksrekord målt på den procentvise stigning. Ikke mindre end 183 nordjyske virksomheder heriblandt 12 fra Rebild Kommune er i år kåret som gazellevindere af dagbladet Børsen, fordi de blandt andet har formået at fordoble deres omsætning eller […]
.
AF Klaus Hansen
Virksomhederne er kommet stærkt med i opsvinget, og antallet af nordjyske gazellevirksomheder slår i år danmarksrekord målt på den procentvise stigning. Ikke mindre end 183 nordjyske virksomheder heriblandt 12 fra Rebild Kommune er i år kåret som gazellevindere af dagbladet Børsen, fordi de blandt andet har formået at fordoble deres omsætning eller bruttoresultat i de seneste fire år.
Rent faktisk har 20 nye nordjyske virksomheder i år meldt sig i feltet af gazellevirksomheder, hvilket gør Nordjylland til den danske region med størst procentvis stigning i nye gazellevirksomheder i 2018. Rebild Kommunes gazeller vækster med en hastighed, der ligger langt over gennemsnittet i danske virksomheder.
De 12 gazeller fra Rebild Kommune er:
Lift Up A/S
Flexto A/S
Global Tools
Induflex A/S
Callis ApS
SK Tømrerfirma ApS
Winther VVS & Ventilation ApS
Blåkläder Workwear ApS
Beslagsmed Casper Jensen ApS
A.E. Stålmontage A/S
De Praktiske Konsulenter ApS
Blenstrup Murerfirma ApS
– Disse virksomheder er med til at bevise, at også en lille nordjysk kommune som vores kan skabe de bedste vilkår for virksomheder med vækstambitioner. I Business Rebild ønsker vi dette års vindere et stort tillykke med anerkendelsen og er meget enige, når det spås, at 40 % af nutidens Fortune 500-virksomheder vil forsvinde inden for de næste ti år. Vi tror på, at det er bedst at være lille og hurtig både som virksomhed og kommune, siger Jane Bejlegaard Lindberg, erhvervs- og turistchef i Rebild Kommune.
Der er i kommunens mange virksomheder rigtig godt gang i udviklingen, og det er glædeligt, at så mange virksomheder år efter år formår at vækste.
– Det er i sig selv helt fantastisk at blive kåret som gazellevirksomhed. At der blandt de nordjyske gazellevirksomheder, er hele otte virksomheder, der har mere end femdoblet deres omsætning, tjener virkelig som inspiration for andre, uddyber erhvervs- og turistchefen.
Vækstsucces: godt produkt og kundepleje
I Rebild Kommune topper blandt andre bil-leasingfirmaet Flexto A/S, der for tredje år i træk kan gå på podiet for at modtage en gazelle.
Én ting er at opnå den vækst, der skal til for at blive kåret som gazellevirksomhed, noget andet er at fastholde positionen, da det kræver, at omsætningen/bruttoresultatet blandt andet skal være fordoblet i løbet af de seneste fire år.
– Flextos succes udspringer af, at vi leverer et godt produkt og tager vores kunder seriøst. Alle får den samme gode, personlige betjening og så følger vi både kunder og handler “til dørs” før, under og efter handlen. Syntes dine kunder, at de laver en god handel, og føler de sig godt behandlet, så kommer de igen og endnu bedre; de anbefaler dig til deres venner og arbejdskolleger. Kan du levere god service og gode produkter og holde farten hele tiden, så er du godt i gang med at få succes, udtaler salgsdirektør Michael Johansen fra Flexto A/S.