Nyheder
Tusindvis af danske virksomheder ser mod forsvarsindustrien
Ny analyse viser stor interesse for forsvarsområdet – især blandt industrivirksomheder og i Nordjylland.
Knap 30 procent af danske virksomheder med 10-499 ansatte arbejder allerede inden for forsvarsområdet eller overvejer at gøre det. Det viser en ny analyse fra AL Sydbank.
Ifølge analysen er 14 procent allerede leverandører til Forsvaret eller virksomheder i forsvarsindustrien, mens yderligere 15 procent overvejer at gå ind på området. Det svarer til mere end 7.000 danske virksomheder.
Europæisk oprustning skaber nye muligheder
De seneste års store investeringer i forsvar og sikkerhed i Danmark og resten af Europa har skabt nye forretningsmuligheder for danske virksomheder.
»Den store interesse viser, at danske virksomheder er gode til at gribe nye muligheder og omstille sig i rekordfart. Samtidig må det være positivt set fra politisk side, at så mange virksomheder er klar til at bidrage til den nødvendige styrkelse af Europas forsvar og sikkerhed,« siger Morten Laugesen, erhvervsøkonom i AL Sydbank.
Læs også:
Industrien går forrest
Det er især industrivirksomhederne, der ser muligheder i forsvarsområdet.
Her er 19 procent allerede leverandører til forsvarsmyndigheder eller forsvarsindustrien, mens 29 procent overvejer at satse på området.
Også virksomheder inden for bygge- og anlægsbranchen samt informations- og kommunikationsbranchen ser nye muligheder i takt med den øgede efterspørgsel.
Nordjylland skiller sig ud
Analysen viser samtidig, at Nordjylland er den region, hvor interessen er størst.
Her oplyser 20 procent af virksomhederne, at de allerede leverer til forsvarsområdet, mens yderligere 18 procent overvejer at blive en del af branchen.
»Nordjyllands stærke fokus hænger formentlig sammen med regionens maritime position, etableringen af et nyt flådeskibsværft i Frederikshavn og ammunitionsfabrikken i Elling. Samtidig er det tydeligt, at forsvarsområdet favner langt bredere end traditionel våbenproduktion. Forsvaret efterspørger alt fra byggeri og arbejdstøj til IT-løsninger og avanceret teknologi,« siger Morten Laugesen.
Flere veje ind i forsvarsbranchen
Virksomheder kan blive direkte leverandører til danske forsvars- og beredskabsmyndigheder gennem Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) eller Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK).
Derudover er det muligt at blive underleverandør til større internationale forsvarsvirksomheder, hvor de såkaldte industrisamarbejdsaftaler – også kendt som modkøbsaftaler – spiller en vigtig rolle.
Læs også: