Nyheder

Tre nordjyske virksomheder kæmper om titlen som Årets Ejerleder 2026

Fra et værft i Strandby, der begyndte som et fritidsprojekt, til en virksomhed i Brønderslev med 130 ansatte og en international IT-virksomhed i Svenstrup. Tre nordjyske virksomheder er nu i finalen om den prestigefyldte erhvervspris Årets Ejerleder 2026.

Maria Just
Af Maria Just 28. oktober 2026

Tre nordjyske erhvervssucceser er kommet et skridt nærmere en af dansk erhvervslivs anerkendelser.

PwC har netop offentliggjort finalisterne til Årets Ejerleder 2026 i Nordjylland, og det er virksomheder fra Strandby, Svenstrup og Brønderslev, der skal kæmpe om titlen.

Fælles for de tre finalister er, at de har skabt vækst og udviklet deres virksomheder gennem målrettet ledelse, investeringer og en tæt kontakt til medarbejderne.

Vinderen findes tirsdag den 3. november, når PwC i samarbejde med Jyske Bank og Dansk Erhverv inviterer til regionskåring i Aalborg.

Tre brødre gjorde fritidsprojekt til et førende specialværft

I Strandby nord for Frederikshavn har brødrene Jesper, Troels og Bjarke Faurholt Jensen skabt en virksomhed, der i dag regnes blandt Danmarks førende specialværfter.

Deres virksomhed, JOBI VÆRFT A/S, blev etableret i 2005 og begyndte oprindeligt som et fritidsprojekt.

Siden har brødrene udviklet virksomheden til et specialværft, der arbejder med service, vedligeholdelse og ombygning af erhvervsfartøjer som fiskefartøjer, færger og slæbebåde.

Selvom virksomheden er vokset betydeligt, har de tre brødre fastholdt en ledelsesstil, hvor de fortsat er tæt på den daglige drift.

De lægger vægt på korte beslutningsveje, tillid til medarbejderne og et stærkt fagligt miljø.

Samtidig investerer virksomheden løbende i faciliteter, kapacitet og nye teknologiske løsninger for at sikre den fortsatte udvikling.

Generationsskifte skabte ny vækst i Svenstrup

I Svenstrup syd for Aalborg er Christian Stenild fra EPOKA A/S blandt finalisterne. Han overtog virksomheden efter et generationsskifte i 2022 og har siden sat en ny strategisk retning.

EPOKA arbejder med opkøb, test, istandsættelse og videresalg af brugt IT-udstyr til kunder på det globale marked.

Under Christian Stenilds ledelse er der blandt andet kommet større fokus på lagerstyring, indkøb og en tydeligere fordeling af ansvar i organisationen.

Ifølge PwC har ændringerne været med til at skabe markant vækst og forbedret indtjening.

Christian Stenild fremhæves desuden for sin åbne ledelsesstil, hvor han ønsker at skabe en kultur, hvor medarbejderne kan lære af både egne og ledelsens fejl.

Fra 25 til 130 medarbejdere i Brønderslev

Den tredje finalist kommer fra Brønderslev. Her har Carsten Thornsohn Madsen stået i spidsen for udviklingen af PM ENERGI A/S, der leverer nødstrømsløsninger til det danske marked.

Carsten Thornsohn Madsen har været en del af virksomheden siden 1993. Efter ti år blev han medejer sammen med to kolleger, og i 2003 overtog han det fulde ansvar.

Siden er virksomheden vokset fra omkring 25 til 130 medarbejdere.

Samtidig har han arbejdet målrettet med at skabe en flad organisationsstruktur, hvor medarbejderne får ansvar og mulighed for at bidrage med idéer.

Ifølge PwC har hans fokus på tillid, faglighed og medarbejderudvikling været en vigtig del af virksomhedens vækst.

Nordjyske ejerledere skaber arbejdspladser og vækst

Hos PwC i Aalborg fremhæver partner Line Borregaard de tre finalister som eksempler på, hvad stærkt lokalt ejerskab kan betyde for erhvervslivet.

– De tre finalister er eksempler på succesfulde ejerledere, der gennem innovation og dedikation har opnået imponerende resultater. Som rollemodeller går de forrest til stor inspiration for andre ejerledede virksomheder. Vi ønsker de tre finalister fra Nordjylland stort tillykke og glæder os til at hylde dem til regionskåringen, siger Line Borregaard.

Også hos Dansk Erhverv understreges betydningen af de ejerledede virksomheder i landsdelen.

– I år har vi et stærkt felt af finalister, der både har skabt vækst og nye arbejdspladser til gavn for erhvervslivet i Nordjylland. I en tid præget af hastig forandring er behovet for modige og robuste ejerledere større end nogensinde, siger Natasha Brandt, kommerciel medlemsdirektør i Dansk Erhverv.

Vinderen skal repræsentere Nordjylland ved landskåringen

Årets Ejerleder afholdes i år for 23. gang. Ved regionskåringen i Aalborg den 3. november skal det afgøres, hvem af de tre nordjyske finalister der løber med titlen.

Vinderen går videre til landskåringen den 12. november hos PwC i Hellerup, hvor de syv regionale vindere mødes.

Derudover uddeles en særlig temapris, som i år har fokus på ejerledernes investeringskraft.

Prisen skal anerkende de virksomhedsejere, der gennem strategiske investeringer har styrket deres virksomheder og skabt grundlag for fremtidig vækst.

To finalister fra hver region går videre til landskåringen om temaprisen. Kåringen af Årets Ejerleder i Nordjylland finder sted tirsdag den 3. november 2026 klokken 16.30-18.10 på Comwell Hvide Hus i Aalborg.

For de tre nordjyske virksomheder bliver det en aften, hvor mange års arbejde, udvikling og investeringer kan blive belønnet med en regional erhvervspris.