Vi kan godt mærke, at vi har fået væsentligt mere travlt her i efteråret. I oktober fik vi mange flere bookinger end normalt, og travlheden er fortsat ind i november. Der er blevet færre ledige tider at vælge imellem, så hvis man gerne vil nå at sælge før årsskiftet, så skal man ikke vente for længe, siger Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energikonsulent i NRGi.
NRGi har byggesagkyndige over hele landet og besøger hvert år over 20.000 hjem for at udarbejde forskellige boligrapporter, som blandt andet danner grundlag for, at der kan tegnes en ejerskifteforsikring. Som sælger skal man regne med, at det kan tage en uges tid fra bestillingen er modtaget til der ligger en gyldig tilstandsrapport, elinstallationsrapport og et energimærke.
Stor interesse for at handle bolig før årsskiftet
Ifølge loven må en ejendom ikke annonceres til salg, før der er udarbejdet et energimærke, så boligsælgerne skal være forberedt på, at boliger ikke er en vare, som kan sættes til salg fra dag til dag.
Jeg kan klart mærke på kunderne, at der bliver snakket meget om de nye boligskatter, og at det har været med til at få flere til at fremskynde et boligsalg, som folk måske ellers ville have ventet lidt med, siger Bo Halm Andersen.
Hos Gjensidige kan man også mærke den store interesse for at handle bolig før årsskiftet. Antallet af tilbud på ejerskifteforsikringer ligger højere end normalt på denne tid af året.
Vi er i kontakt med en del flere boligejere end normalt, og det er tydeligt, at mange ser det som en god mulighed for at sælge lige nu, hvor interessen for at købe er ekstra høj, siger Britta Nielsen, chef for partner og salgsstøtte i Gjensidige.
Handelstal fra Boligsiden viser, at der blev solgt otte procent flere boliger i oktober i forhold til september. For ejerlejligheder var der tale om 18 procent flere salg på landsplan i oktober i forhold til september. På landsplan steg hussalget med seks procent i samme periode. I en ny undersøgelse blandt Boligsidens brugere svarer 17 procent, at de kommende boligskatteændringer har været årsag til, at de har ændret deres boligplaner.
Det siger loven:
Som sælger af et hus har du ansvar for husets tilstand i 10 år efter salget. Men ifølge loven kan sælger blive fritaget for det ansvar ved at give et tilbud om en ejerskifteforsikring til køber, hvor sælger betaler halvdelen af forsikringspræmien. For at få et tilbud på en ejerskifteforsikring kræver loven, at der udarbejdes en tilstandsrapport og en elinstallationsrapport.
En tilstandsrapport er gyldig i seks måneder, mens en elinstallationsrapport er gyldig i 12 måneder. Et energimærke er gyldigt i 10 år.