Rebild og omegn

Tour de flere cykelstier – 1. etape

Trods utallige regnbyger og en weekend der var stopfyldt med gode arrangementer i Skørping, dukkede der søndag eftermiddag 22 deltagende cyklister og 8 børn i de forskellige ladvogne op foran kinorevyen til 1. etape af Tour de flere cykelstier .

Tour de flere cykelstier – 1. etape
15. juni 2024
Af Redaktion

Det var virkelig dejligt, at mærke den gode cykelenergi blandt de deltagende og vide, at vi er mange som oprigtigt ønsker os den frihed til selv at vælge cyklen som transportmiddel. Et valg som tilmed er grønnere for klimaet, sundere for os og ikke mindst billigere for sundhedsvæsenet i det lange løb, fortæller Sofie Skovgaard og Pernille Breinholt som gennem Cykelsagen Skørping er hovedarrangører på eventet.

Formanden for Cyklistforbundet i Aalborg, Mike White, var en af de mange deltagere, og han satte ord på hans observationer af initiativet:
Det var vel nok et flot fremmøde til dette fine cykelarrangement. Det viser, at der er en stor vilje blandt borgerne i jeres område. En velvilje og et ønske om at have mulighed for at cykle fra a – b. De vil ikke kun lade sig nøjes med bilen, fordi man bor på landet, de ønsker at være ligeværdige borgere ligestillet med bilen. Biltrafikken er steget vanvittigt de seneste år. For 20 år siden var der 1.85 mio. biler i Danmark, i dag er der 2.8 mio. biler, og en del af denne stigning vedrører også området her i Rebild Kommune. Det er efter min og mange andres mening den helt forkerte udvikling. Og det kan som forældre føles skræmmende at sende sine børn og sig selv af sted på denne landevejs strækning mellem Hellum og Skørping, hvor der faktisk kommer mange bilister.

Strækningen er ligeledes et missing link på hovedruten mellem Terndrup – Skørping. Det virker for mig skørt, at cykelstien ikke er ført videre ind til Skørping. Og dét at Hellum i mindst 10 år er blevet lovet en cykelsti, samt at politikerne har dumpet en kæmpe jordbunke inden byskiltet, må virkelig skubbe til politikernes samvittighed. Jeg tænker; kom da igang byråd, særligt nu hvor skolen i Hellum er genetableret, der er startet en større børnehave i byen, samt Rødderne og legestuen Spiren har deres gang i Hellum. Jeg mærker virkelig, at folk i området har et stort potentiale for mere hverdagscyklisme, og det synes jeg bør imødekommes.

Tour de flere cykelstier skal med deres etaper synliggøre over for politikerne, at cyklismen i Rebild Kommune ikke skal syltes, den har trange kår mange steder og det ønsker vi og mange andre at gøre noget ved! Vi inviterer byrådet med på vores cykelture og håber på at få en god dialog om fremtidens cykelmiljø i Rebild Kommune, fortæller Pernille, der selv bor i området.

Disse foreninger bakker op om initiativet:
Bedsteforældrenes Klimaaktion Rebild, Landsbyforeningen Hellum og Cyklistforbundet Aalborg afdelingen.

Måske har jeres forening også lyst til at bakke op frem imod næste kommunalvalg?

– Endnu engang tak til dem der cyklede med Det kan være, at vi ses på næste etape ?

Sådan kommer du af med asbestaffald fra den 1. januar 2025

Læs også: Sådan kommer du af med asbestaffald fra den 1. januar 2025

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Rebild og omegn

Se flere artikler