Biler og Fritid: Palle Sund
Nu må det være tiden. Udsigten til sne og frost er vist væk. Så frem med sommerdækkene. Men husk lige at tjekke dem, inden du monterer. Er der mønster nok. Loven siger 1,6 mm. Men for din egen sikkerhed, så bør du skifte når der er 3 mm tilbage. Jo mindre slidbane, jo større risiko er der for at miste herredømmet over din bil.
Mønsterdybden er i dag 8 til 9 mm på et nyt dæk. Enkelte dæktyper kører dog med en mønsterdybde på 5,6 til 7,5 mm.
Nogle bilister kører jo på helårsdæk, så de behøver jo ikke skifte. Og så er der dem der kører på vinterdæk sommeren igennem. Det kan ikke anbefales, da vinterdæk er blødt i gummiet, så stabiliteten og bremseevnen er ikke god ved høje temperaturer.
Der er ingen udløbsdato på dæk. Men når dækket nærmer sig en alder på fem til seks år, bør du nok overveje at skifte. Med tiden bliver gummiet mørt og ustabilt. Du kan på siden af dækket se hvornår dit dæk er produceret. I forbindelse med ECE/DOT mærkningen, står der fire tal. F.eks. 2822. Det vil sige, at dækket er produceret i uge 28, år 2022.
Er dit dæk ikke slidt ned, men påført en skade, skal det skiftes. Skader kan opstå hvis du påkører en skarp kant eller kører i et af de mange huller der er i vejene. Et skadet dæk er farligt for trafiksikkerheden.