Alarm 112

Stjal metalskrot for 600 kroner

Redaktion
Af Redaktion 29. juni 2023

I går eftermiddags kl. 13.45 kom der en melding om tyske gæster på et autoværksted i Lyngby ved Skørping. Det var dog ikke gæster af den helt gode slags.

– Her kom to mænd kørende i en tysk indregistreret varebil. De havde stjålet noget metalskrot, hvorfor man valgte at følge bagefter dem, oplyser politikommissær Mikkel Brügmann fra Nordjyllands Politi og uddyber:

– En patrulje kommer ud og standser den her bil, som i mellemtiden er nået til Hadsund. Det viser sig at være to tyske statsborgere, som bliver sigtet for at have stjålet metalskrot til en værdi af cirka 600 kroner.

Der var tale om en 31-årig mandlig fører samt en 42-årig mandlig passager. Begge var tyske statsborgere med adresse i Tyskland. Ud over at blive sigtet for tyveriet, blev føreren af bilen også sigtet for at køre uden kørekort.