Nyheder

Sommerferietrafikken kan give lange køer: Bilister advares om travle veje gennem Tyskland

Tysk bilistorganisation forventer tæt trafik, vejarbejder og forsinkelser på flere af de mest populære ferieruter mod Sydeuropa

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 21. juni 2026

Danskere, der planlægger kør-selv-ferie til Sydeuropa i sommeren 2026, skal forberede sig på tæt trafik og længere rejsetid gennem Tyskland. Det vurderer den tyske bilistorganisation ADAC, som forventer betydelige trafikale udfordringer på flere af de vigtigste ferieruter i juli og august.

Særligt trafikken mod Østrig, Italien og Kroatien ventes at skabe køer, når både tyske og udenlandske feriebilister bevæger sig sydpå.

  • “Der vil være betydelig trængsel på mange af de klassiske ferieruter gennem Tyskland, særligt på de dage, hvor flere europæiske lande har feriestart eller afslutning. Derfor anbefaler vi fortsat, at bilister undgår at rejse fredag eftermiddag og lørdag formiddag, hvor trafikken traditionelt er tættest,” siger Melanie Mikulla, talsperson for ADAC.

Myldretid og ferieuger giver de største problemer

Ifølge ADAC forventes den tætteste trafik mellem klokken 6 og 10 om morgenen samt mellem klokken 15 og 19 om eftermiddagen. Særligt fredage og lørdage i juli og august bliver udfordrende.

Trafikproblemerne kan allerede begynde ved grænsen ved Flensborg, hvor trafikken ventes at samle sig i myldretiden.

Herefter er især motorvejen A7 gennem Hamborg og videre mod Hannover blandt de mest belastede strækninger på grund af vejarbejder og høj trafikmængde.

  • “Vi forventer de største udfordringer på de store nord-sydgående ferieruter. Det gælder især omkring Hamborg, Hannover, Frankfurt, Köln, Stuttgart og München, hvor flere af Tysklands vigtigste motorveje mødes. Samtidig vil trafikken mod Alperne, Østrig og Schweiz være særligt tæt på de store rejsedage,” siger Melanie Mikulla fra ADAC.

Vejarbejder kan forlænge rejsen

Flere større vejarbejder på det tyske motorvejsnet ventes også at påvirke sommertrafikken.

For rejsende mod Italien peger eksperter især på Brennerpasset som en udfordring. Her fortsætter renoveringen af Lueg-broen på Brennermotorvejen gennem hele 2026.

  • “Brennerpasset bliver uden tvivl en af sommerens største trafikmæssige udfordringer. Vejarbejdet ved Lueg-broen betyder, at der kan opstå lange køer og store forsinkelser på ruten mod Italien. Særligt på fredage og søndage bør bilister indregne ekstra rejsetid, da der er risiko for decideret trafikkaos på de mest belastede dage. Kan man undgå bjergpasset, så gør det, men det er jo en hovedfærdselsåre til og fra Italien,” siger Jens Bomholt, kommunikationschef i energiselskabet OK.

Han fremhæver også et særligt opmærksomhedspunkt på A7.

  • “Han påpeger samtidig, at man på A7 skal være særlig opmærksom ved Kielerkanalen i år, hvor en broudvidelse kan skabe lange bilkøer.”

Planlægning kan reducere ventetiden

Selvom køer ikke kan undgås helt, kan bilister mindske ventetiden ved at planlægge afgangstidspunktet og følge trafiksituationen undervejs.

  • “Man kan ikke undgå køkørsel på sommerens bilferie, men man kan minimere ventetiden ved at planlægge, hvornår man tager afsted. Det er en fordel at undgå de store skiftedage i de tyske delstater og følge trafiksituationen løbende via navigationstjenester og trafikmeldinger,” siger Jens Bomholt.

Han understreger samtidig, at de officielle tyske trafikmeldinger kun registrerer køer på over tre kilometer eller forsinkelser på mere end 15 minutter.

ADAC anbefaler desuden, at bilister ikke planlægger for lange dagsetaper.

  • “Vi anbefaler 500-700 kilometer om dagen, afhængigt af trafikforholdene. Regelmæssige pauser er afgørende for både trafiksikkerheden og komforten på lange køreture,” lyder rådet fra Melanie Mikulla fra ADAC.

Bedre forhold for elbilister

Der er dog også positive nyheder for de mange danskere, der vælger elbilen til sommerferien.

Ifølge oplysningerne er antallet af ladestandere langs de europæiske motorveje vokset markant de seneste år. Tyskland regnes i dag blandt de bedst udbyggede lande i Europa, når det gælder hurtig opladning.

Der kan fortsat opstå ventetid ved populære ladeparker på de travleste rejsedage, men generelt vurderes kapaciteten at være tilstrækkelig til sommertrafikken.

Også Østrig og Frankrig har forbedret ladeinfrastrukturen væsentligt, mens Italien fortsat har færre lademuligheder uden for de største motorveje og turistområder.

Her ventes de største køer

Ifølge ADAC forventes de største trafikproblemer på følgende motorveje:

  • A1: Hamborg – Bremen – Ruhr-området – Köln
  • A3: Holland – Köln – Frankfurt – Bayern – Østrig
  • A5: Frankfurt – Karlsruhe – Basel
  • A7: Hamborg – Hannover – Kassel – Würzburg – Füssen
  • A8: Stuttgart – München – Salzburg
  • A9: Berlin – Leipzig – München
  • A99: Ringmotorvejen omkring München

Særligt A7 fra Flensborg til den østrigske grænse ventes igen i år at være blandt de mest belastede ruter for danske feriebilister.