Erhverv

SMVdanmark vil have valgkampen til at handle om vækst og færre byrder

Direktør efterlyser bindende mål mod bureaukrati og nye reformer for at styrke konkurrenceevnen

Søren Greve
Af Søren Greve 27. februar 2026

Statsministeren har udskrevet valg, og nu opfordrer SMVdanmark til, at valgkampen får et tydeligere fokus på vækst, arbejdspladser og rammevilkår for virksomhederne – frem for primært at handle om fordeling af råderummet.

”Valget skal handle om, hvordan vi gør kagen større. Ikke bare om hvem der skal have det største stykke,” siger Jakob Brandt.

SMVdanmark peger på, at Danmark tidligere har vist, at det er muligt at skabe både høj beskæftigelse og solide offentlige finanser, når rammevilkårene forbedres. Derfor bør en kommende regering – ifølge organisationen – forpligte sig på konkrete og målbare reduktioner i virksomhedernes administrative byrder.

“Bøvl, bureaukrati og byrder” bremser små og mellemstore virksomheder

Administrerende direktør Jakob Brandt fremhæver, at bureaukrati er en af de største barrierer for vækst blandt landets mange små og mellemstore virksomheder.

”Bøvl, bureaukrati og byrder er den største bremse for vækst blandt Danmarks 300.000 SMV’er. Papirarbejde sluger tusindvis af timer og suger virkelysten ud af vores virksomheder. Bindende mål om mindre bureaukrati, hvor politikerne forpligter sig til reelt at lette byrderne, er simpelthen en nødvendighed for en ny regering. Jeg håber, at vi kan bruge valgkampen til at få det gjort helt klart,” siger Jakob Brandt, administrerende direktør i SMVdanmark.

Kritiserer fokus i 2035-planen

SMVdanmark mener også, at debatten om fremtidens økonomi bør løftes – blandt andet ved at bygge videre på regeringens 2035-plan med et stærkere fokus på konkurrenceevne og reformspor.

”Vi har brug for at udbygge regeringens 2035-plan med, hvordan vi fremtidssikrer dansk økonomi og styrker dansk erhvervslivs konkurrenceevne i en usikker tid. Planens fokus var på at fordele råderumskage, ikke på hvordan vi gør kagen større,” siger Jakob Brandt.

Efterlyser visionære reformer i valgkampen

Ifølge SMVdanmark er de seneste års forbedringer i de offentlige finanser ikke sket af sig selv, og både politikere og vælgere bør huske, hvad der ligger bag.

”Både politikere og vælgere skal huske, at de mange opskrivninger af råderummet ikke er kommet af sig selv. De er et resultat af fremsynede reformer fra vores politikere og en imponerende indsats fra vores virksomheder. Vi har virkelig brug for, at politikerne i valgkampen kommer tilbage i det visionære reformspor og fremlægger bud på, hvordan vi fremtidssikrer dansk økonomi, effektiviserer den offentlige sektor og styrker rammebetingelserne for vores virksomheder,” siger Jakob Brandt.

SMVdanmark forventer, at diskussionen om reformer, vækst og bureaukrati bliver et centralt tema i den kommende valgkamp.