Skørping Skole får mælkepenge til sunde madpakker

6. juni 2024

5.000 kr. fra Skolemælkslegatet skal bruges til at kunne fortsætte et succesfuldt forløb, hvor elever laver sunde madpakker.

Groft rugbrød, agurk, gulerødder og æbler. Det er nogle af de sunde ingredienser i de madpakker, som børnene i to 1. klasser på Skørping Skole selv har smurt i dette skoleår. Og som de kan fortsætte med at lave, fordi klasserne har fået 5.000 kr. fra Mejeriernes Skolemælkslegat.

Med afsæt i Skolemælks online-materiale om sunde madpakker har vi smagt ny frugt og grønt hver dag og afsluttet forløbet med en smør-selv dag, hvor eleverne selv kom i køkkenet og smurte madpakker. Hvor der tidligere havde været meget hvidt brød i madpakkerne, meget lidt frugt og grønt, og meget af det samme, var børnene gode til at lave sunde madpakker. De var modige og nysgerrige efter at prøve nyt og gerne spiste det grove brød, herunder rugbrød. Vi ønsker midler til at kunne forsætte dette fokus, og styrke deres nysgerrighed på nye sunde madoplevelser i fællesskabet, skriver lærer Pernille Mallet i sin legatansøgning.

Stor interesse
Skørping Skole er en af de 41 skoler, som modtog midler ved den første af årets to legatuddelinger. I alt søgte 699 skoler om legatet.

Hos Mejeriernes Skolemælksordning glæder Rasmus Flade Nielsen, senior marketing manager i Mejeriforeningen, sig over den store interesse for Skolemælkslegatet:

Det viser, at legatet har sin berettigelse. Selvom vi ikke kan glæde alle, er det meget tilfredsstillende at kunne støtte en bred vifte af spændende tiltag, der baner vej for sundhed, trivsel og fællesskab til gavn for rigtig mange skolebørn.

Fremmer sundhed og fællesskab
To gange om året kan lærere, pædagoger, elevråd og forældreråd fra skoler, der er medlem af Mejeriernes Skolemælksordning, søge midler fra Skolemælkslegatet. Det fungerer som en håndsrækning til aktiviteter eller tiltag, som skolens egen økonomi ikke kan dække. Hver ansøger kan søge om op til 5.000 kr. til et projekt.

Næste uddeling af Skolemælkslegatet finder sted i efteråret.

Om Skolemælkslegatet
Uddeles to gange om året forår og efterår.
Hver ansøger kan søge om op til 5.000 kr. til et projekt.
Gives til formål, der fremmer sundhed, bevægelse, fællesskab og trivsel.
Cirka 1.100 skoler er med i Mejeriernes Skolemælksordning, og aktuelt får ca. 60.000 børn skolemælk gennem ordningen.
Mejeriernes Skolemælksordning består af: Thise Mejeri, Arla, Naturmælk og Øllingegaard.

Se navnene på de 41 skoler/SFO’er, som har modtaget Skolemælkslegatet HER

Skørping og omegn

Se flere artikler