Skørping og omegn
Skørping Rideklub får støtte til varmepumpe og ny belysning af Norlys Vækstpulje og Sparekassen Danmark Fonden Himmerland
Norlys Vækstpulje støtter Skørping Rideklub med 49.250 kr. til udskiftning af varme fra el til varmepumpe i rytterstuen samt udskiftning til grønnere, billigere og bedre belysning i ridehallen.
Sammen med støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland, der har støttet Skørping Rideklub med 10.000 kr., har klubben nu skiftet varmekilde og belysning.
Alt dette kunne ikke lade sig gøre uden to lokale leverandører, Morten Dragsbæk El-Service i Skørping og Hadsund Varmepumpe Service, der begge udførte et formidabelt arbejde med udskiftningen til varmepumpe og udskiftningen af hele 21 lamper i ridehallen.
Skørping Rideklub har tidligere på året modtaget 49.250 kr. fra Norlys Vækstpulje. Med pengene kan vi sikre den bedst mulige belysning af ridehallen der, udover at være besparende på energiforbruget, også øger sikkerheden for vores ryttere og elever. Med varmepumpe i rytterstuen vil vi undgå en større prisstigning i kontingent, der sikrer vores elever nu og i fremtiden. Rytterstuen er et samlingssted – nu også om vinteren.
Kreditering: Skørping Rideklub
– Vi er rigtig glade for bevillingen fra Norlys og Sparekassen, som betyder, at der er garanteret godt vejr i rytterstuen. Det kommer både vores elever men også deres forældre til gode, selvom kaffen er varm. Vi bruger rytterstuen meget til at samles og hygge sammen, hvilket vi med varmepumpen kan gøre billigere og bedre end tidligere. Vores nye belysning i ridehallen er en fornøjelse at ride i og det opleves at lyset er mere jævnt, så vores heste og ponyer ikke bliver blændet, siger Gry Tange, der er formand i Skørping Rideklub.
Norlys Vækstpulje giver hvert år 50 millioner kroner til innovative tiltag og aktiviteter, der bidrager til fællesskab og en grøn og digital samfundsudvikling.
– Vi er rigtig glade for at kunne støtte det lokale foreningsliv. Det er dejligt at se, hvor stor forskel pengene kan gøre for de mange projekter, der ofte primært drives ved hjælp af frivillige kræfter, siger Niels Vendelboe, der er vækstpuljeansvarlig i Norlys.
Målet med Norlys Vækstpulje er at give værdi tilbage til andelshaverne. Læs mere om Norlys Vækstpulje: norlys.dk/om-norlys/vaekstpulje
Kreditering: Skørping Rideklub
Om Norlys Vækstpulje
Norlys Vækstpulje giver værdi tilbage til dig.
Som andelsselskab ligger det i vores DNA at tage ansvar for mere end os selv. Det gør vi blandt andet gennem Norlys Vækstpulje, som uddeler op til 50 mio. kr. om året til gode initiativer, der gør en forskel for vores 750.000 andelshavere og lokalområderne i det nord-, midt-, syd- og sønderjyske. Norlys Vækstpulje støtter innovative tiltag og aktiviteter, der bidrager til fællesskab og en grøn og digital samfundsudvikling.
Norlys er et resultat af fusionen mellem SE og Eniig i 2019 og er i dag Danmarks største energi- og telekoncern. Vi bringer mennesker sammen gennem grønne og digitale tjenester inden for energi, internet og tv.