Skal vi tage vores firbenede venner med ud at spise?

2. juli 2024
Skal vi tage vores firbenede venner med ud at spise?

Er det en god idé at tage hunde med på restauranter?

Sommervejret har indtaget Danmark, og med det er der en stigende tendens til at se hunde som velkomne gæster på cafeer og restauranter rundt om i landet. Trods dette er det stadig få hundeejere, der regelmæssigt medbringer deres firbenede venner, når de går ud at spise.

En ny undersøgelse, udført af analysebureauet Extreme Insight for Agria Dyreforsikring, afslører, at 67 procent af danske hundeejere aldrig tager deres hund med på restaurant. Omvendt svarer to procent af hundeejerne, at de medbringer deres hund, hver gang de tager ud at spise. 12 procent svarer, at de tager hunden med, når det er muligt, mens 19 procent svarer, at deres firbenede ven får lov at komme med en gang imellem.

Lotte Evers, marketingchef hos Agria Dyreforsikring, forklarer udviklingen:

“Hunden bliver i stigende grad betragtet som medlem af familien, og derfor er det også blevet mere almindeligt og mere acceptabelt, at hunden nu også følger med, når man går ud for at spise,” forklarer Lotte Evers, marketingchef i Agria Dyreforsikring.

Hun uddyber:

“Vi ser en generel tendens til at danskerne vælger hunderacer, der er mindre i størrelse end tidligere, derfor giver det mening at der nu er et stigende antal hundeejere i byerne, der har et ønske om at kunne tage hunden med på cafe. Når man samtidig har in mente, at en hund ikke bør være alene i mere end 6-8 timer dagligt, giver det god mening, at vores firbenede venner følger med i sociale sammenhænge.”

Hvad siger reglerne?

Men er det tilladt at medbringe hunde på restauranter, cafeer og barer i det danske sommerland?

“Nogle tror, at det er Fødevarestyrelsen, der afgør det, men det er det ikke: Det er helt op til den enkelte restauratør eller caféejer at beslutte, om de vil lade kunderne tage hunde med indenfor,” forklarer Lotte Evers, der henviser til paragraf § 43 i hygiejnebekendtgørelsen.

“Fødevarevirksomheder kan tillade kæle- og servicedyr adgang til virksomheden, når virksomheden sikrer, at en sådan adgang ikke giver anledning til kontaminering af fødevarerne.”

Det betyder, at hunde kun må være i serveringsområdet og ikke i køkkenet, hvor maden tilberedes eller opbevares.

Tag hensyn

“For en hund kan restaurantmiljøet være en stressende oplevelse med høje lyde og mange mennesker på meget lidt plads. For at hunden skal kunne slappe af og have det godt på restauranten, skal den trænes til at opholde sig i denne type situationer og omgivelser,” mener Lotte Evers.

Hun tilføjer, at det er afgørende for at restaurantbesøget bliver en god oplevelse, at hunden trives i den type miljøer og kan forholde sig helt roligt, trods det at der kan være en del aktivitet omkring jer. Samtidig skal du huske, at ikke alle er lige så begejstrede for dit “pelsbarn”, som du selv er.

Råd til hundeejere

Lotte Evers opfordrer til, at hundeejere ringer forud og spørger, om hunden kan medbringes:

“Er det tilladt at medbringe din hund, skal du alligevel respektere, at ikke alle bryder sig om hunde. Nogle er direkte bange for hunde og andre er allergiske derfor kan du så vidt det er muligt, placere dig udendørs og med fordel medbringe en taske, den lille hund kan ligge i, eller sørge for at der er plads til den større hund under eller ved siden af bordet, uden at den risikerer at blive trådt på.”

Hun råder i øvrigt til, at du tisser hunden af og sørger for at den er mæt og udhvilet inden besøget, så den ikke er sulten, fuld af overskudsenergi eller ikke kan finde ro og hvile. Og glem ikke, at din hund også kan blive tørstig medbring derfor vand på flaske og en vandskål i håndtasken. Du kan ikke forvente, at restauratøren stiller noget af det til rådighed, selv om vedkommende tillader firbenede besøgende.

Skal vi tage vores hunde med på spisesteder?

Er det overhovedet nødvendigt at tage hunden med, når man går ud at spise? På den ene side er det klart, at mange hundeejere ser deres kæledyr som en del af familien og ønsker at inkludere dem i deres sociale aktiviteter. På den anden side kan det skabe ubehag og problemer for andre gæster, der ikke er lige så begejstrede for hunde.