Nyheder

Skader for 40 millioner kroner sidste år: Mange danskere oplever utryghed ved løse hunde

Vi danskere elsker hunde, men alene sidste år var de skyld i skader for næsten 40 millioner kroner, viser en ny opgørelse fra DFIM. Samtidig viser en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Gjensidige, at fire ud af ti danskere har oplevet en løs hund, som ejeren ikke havde kontrol over.

Skader for 40 millioner kroner sidste år: Mange danskere oplever utryghed ved løse hunde
Af Redaktion 13. juni 2024

Hvert år bliver der registreret omkring 60.000 nye hunde i Danmark, hvor der ifølge Dansk Hunderegister findes over 800.000 hunde i forskellige racer. Det gør hunde til det absolut mest populære kæledyr herhjemme. Men selvom kærligheden til hunde er stor, oplever mange ubehagelige situationer, når de møder hunde uden snor i det offentlige rum.

En undersøgelse fra YouGov for Gjensidige viser, at hver tredje dansker har følt sig utryg i mødet med en hund uden snor, mens knap 40 procent har oplevet en løs hund, som ejeren ikke havde kontrol over. Lene Rasmussen, direktør for skade i Gjensidige, understreger: “Hunden er altid ejerens ansvar, og her er det vigtigt at forstå, at hvis den skal løbe uden snor, skal du have fuld kontrol over den, hvilket kræver en stor indsats i forhold til træning.”

Hunde og forsikring

Når man anskaffer sig en hund, skal man samtidig tegne en lovpligtig forsikring. Langt de fleste hundeejere gør dette, men alligevel ender ukendte og uforsikrede hunde med at forvolde skader for et millionbeløb hvert år. Forsikrede hunde tegnede sig sidste år for omkring 8000 skader med en skadeserstatning på omkring 35 millioner kroner, mens ukendte og uforsikrede hunde stod for 71 skader, der løb op i godt fire millioner kroner. “Hunde er fantastiske dyr, men de er afhængige af, at ejeren passer på dem. Og det gør man bedst ved at have orden i sine forsikringer og sørge for, at der er så lav risiko som muligt, at hunden skaber utryghed eller laver skader,” siger Lene Rasmussen.

Gode råd til hensynsfulde hundeejere

1. Vis hensyn overfor andre: Hold hunden i snor, når du passerer andre mennesker. Nogle er bange for hunde, og det er mest hensynsfuldt at sikre, at ens hund ikke nærmer sig nogen uden tilladelse.

2. Hils på en god måde: Lad aldrig din hund løbe hen mod fremmede mennesker eller hunde, før du er sikker på, at de gerne vil hilse.

3. Træn et sikkert indkald: Sørg for, at du altid kan kalde din hund til dig med et sikkert indkald.

4. Socialisering: Sørg for, at din hvalp bliver grundigt socialiseret og miljøtrænet.

5. Overhold regler og påbud: Hold hunden i snor, hvis skiltningen påbyder det, hav styr på hundens forsikringer, og sørg altid for at samle op efter din hund.

For mere information, besøg www.hundmedhensyn.dk.

/ritzau/

Ustadigt og lunt påskevejr i vente – stor usikkerhed præger vejrudsigten

Læs også: Ustadigt og lunt påskevejr i vente – stor usikkerhed præger vejrudsigten

Danmark bedste fantasy festival Hjelm Dyb-Festival kalder på eventyrere – og sponsorer

Læs også: Danmark bedste fantasy festival Hjelm Dyb-Festival kalder på eventyrere – og sponsorer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev