Del på Facebook   Print siden

Skadede krigsveteraner cykler Danmark rundt

Danmarkidag
Torsdag 1. juni 2023 kl. 07:00

Skadede krigsveteraner cykler Danmark rundt
Foto: DIF


Fra d. 5-12. juni cykler godt 70 danske og udenlandske veteraner tværs over Danmark for at sætte fokus på veteransagen. TV-profiler, højtstående militærfolk og Forsvarsministeren deltager i cykelløbet Ride4Rehab, der starter i Aalborg og undervejs går igennem Knuthenborg Safaripark.

Der venter et spektakulært syn på de danske landeveje, når godt 70 danske og internationale krigsveteraner cykler tværs over Danmark fra Grundlovsdag og frem til d. 12. juni.

Fælles for deltagerne er, at de alle har kæmpet nogle svære kampe i krig for deres fædreland og siden med traumerne derfra.

Med motionscykelløbet Ride4Rehab sætter Danmarks Idrætsforbund i samarbejde med Danmarks Cykle Union og Dansk Militært Idrætsforbund fokus på skadede soldaterveteraner og den tilværelse, der venter efter missioner i krig. Det sker i regi af DIF Soldaterprojekt, der arbejder med at forbedre livet for fysisk og psykisk skadede veteraner via idræt og etablering af fællesskaber.

Ride4Rehab er et af DIF Soldaterprojekts store aktiviteter, og løbet starter i Aalborg Grundlovsdag 5. juni og slutter ved Idrættens Hus i Brøndby d. 12. juni efter små 850 kilometer på landevejene.

”Stort, hårdt og rørende”

Til forskel fra tidligere Ride4Rehab-løb i 2013, 2018 og 2021 tæller feltet for første gang også skadede veteraner fra Canada, USA og Storbritannien. Derfor har Ride4Rehab i år et internationalt snit, hvilket er et resultat af DIF Soldaterprojekts tætte samarbejde med folkene bag Invictus Games, der er en slags Olympiske Lege for skadede veteraner grundlagt af britiske Prins Harry.

”Vi glæder os til at sende både danske og internationale veteraner ud på ruten, hvor de kan dyrke et unikt fællesskab og få et frirum fra de udfordringer, de kæmper med i dagligdagen. I DIF Soldaterprojekt arbejder vi målrettet med at støtte, styrke og anerkende skadede veteraner, og det er Ride4Rehab et mønstereksempel på. Det bliver stort, hårdt, rørende og minderigt, og vi håber, at danskerne vil bakke op, når veteranerne hopper på cyklen og kører Danmark rundt,” siger formand i DIF, Hans Natorp.

Cykler gennem Knuthenborg

Den første etape fra Aalborg til Viborg er 112 kilometer lang, og derfra går turen til Skanderborg, Vejle, Svendborg og Vordingborg via en spektakulær rute igennem Knuthenborg Safaripark med et vildt dyreliv som tilskuere.

Herfra fortsætter turen til Slagelse og Holbæk, inden feltet rammer målet i Brøndby.

Med på turen er et følge på omkring 33 ressourcepersoner foruden gæsteryttere fra Forsvaret og TV-Danmark, der er med for at støtte op og synliggøre veteransagen.

”Det kan slet ikke undgå at blive spektakulært, når feltet bestående af krigsveteraner, atleter og tv-folk suser forbi bøfler, elefanter og lamaer i Danmarks flotteste safaripark. Der er al mulig grund til at glæde sig,” siger Hans Natorp.

Blandt gæsterytterne i feltet er

• Troels Lund Poulsen, Forsvarsminister
• Flemming Lentfer, generalløjtnant og forsvarschef
• Rasmus Quist, OL-guldvinder i roning og medlem af Sportens Hall of Fame
• Mark Abildhauge, tv-vært
• Claus Holm, tv-kok
• Daniel Rye, fotograf og foredragsholder

Etaperne i Ride4Rehab 2023

5. juni: Første etape fra Aalborg til Viborg = 113 km
6. juni: Anden etape fra Viborg til Skanderborg = 101 km
7. juni: Tredje etape fra Skanderborg til Vejle = 84 km
8. juni: Fjerde etape fra Vejle til Svendborg = 155 km
9. juni: Femte etape fra Svendborg til Vordingborg = 125 km
10. juni: Sjette etape fra Vordingborg til Slagelse = 77 km
11. juni: Syvende etape fra Slagelse til Holbæk = 111 km
12. juni: Ottende etape fra Holbæk til Brøndby = 81 km

Fakta – Ride4Rehab

• Ride4Rehab afvikles af DIF Soldaterprojekt i samarbejde med KroagerFonden.

• DIF Soldaterprojekt er en del af Danmarks Idrætsforbund og samarbejder med Danmarks Cykle Union og Dansk Militært Idrætsforbund om Ride4Rehab.

• Siden 2011 har DIF via soldaterprojektet forsøgt at hjælpe psykisk og fysisk skadede veteraner til et bedre liv via idræt, fællesskaber og ikke mindst i miljøer, der er tilpasset de skadede veteraners udfordringer.

• DIF Soldaterprojekts ugentlige træningstilbud faciliteres i såkaldte Safe Zones og tæller blandt andre end række cykelhold spredt udover Danmark. Herfra er der blevet trænet op til Ride4Rehab.

• Det er fjerde gang, at DIF Soldaterprojekt afholder cykelløbet Ride4Rehab (tidligere 2013, 2018 og 2021)

• Feltet i årets Ride4Rehab består af cirka 70 psykisk og fysisk skadede veteraner. Hovedparten af veteranerne lider af PTSD efter udsendelse i konfliktprægede områder. Veteranerne er ledsaget af en række ressourcepersoner.

• I år deltager også 10 internationale veteraner fra Canada, USA og Storbritannien.

• Veteranerne indkvarteres efter hver etape på lokale kaserner eller hoteller.


© Copyright 2024 Rebildidag.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Danmarkidag

Mange kender ikke reglerne: Sidste år fik 3.800 bilister bøder ved vejarbejde
Mange kender ikke reglerne: Sidste år fik 3.800 bilister bøder ved vejarbejde
Danmarkidag
Mand idømt 30 dages fængsel i grov vanrøgtsag: 'Dommen står ikke mål med vanrøgten'
Mand idømt 30 dages fængsel i grov vanrøgtsag: 'Dommen står ikke mål med vanrøgten'
Danmarkidag
Kun en tåbelig mand frygter ikke haven
Kun en tåbelig mand frygter ikke haven
Danmarkidag
F&P: Giv skattefradrag for klimasikring af private boliger
F&P: Giv skattefradrag for klimasikring af private boliger
Danmarkidag
Ny undersøgelse: Syv ud af 10 oplever senfølger efter kræft
Ny undersøgelse: Syv ud af 10 oplever senfølger efter kræft
Danmarkidag
GF Forsikring: Medvind til medlemmerne trods modvind på vejrfronten
GF Forsikring: Medvind til medlemmerne trods modvind på vejrfronten
Danmarkidag
SMV:Digital åbner for tilskud på 100.000 kr. til privat rådgivning
SMV:Digital åbner for tilskud på 100.000 kr. til privat rådgivning
Danmarkidag
Flere frivillige sikrer flot indsamlingsresultat: 37,7 mio. til kræftsagen
Flere frivillige sikrer flot indsamlingsresultat: 37,7 mio. til kræftsagen
Danmarkidag
Fremover skal bygningsdrift kunne svanemærkes
Fremover skal bygningsdrift kunne svanemærkes
Danmarkidag
Akut hjælp til angstanfald fylder ved Psykiatrifondens telefonrådgivning
Akut hjælp til angstanfald fylder ved Psykiatrifondens telefonrådgivning
Danmarkidag
Regionale nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

* indicates required