Danmark
Sjældent guldfund fra vikingetiden fundet i Himmerland
Seks armringe af massivt guld er fundet nær Rold – fundet betegnes som et af de største fra vikingetiden i Danmark
Et helt særligt fund fra vikingetiden er dukket op i Himmerland. Seks armringe af massivt guld er fundet i et skovområde nær Rold, og ifølge Nordjyske Museer er der tale om det tredjestørste guldfund fra vikingetiden i Danmark.
Fundet har fået navnet “Roldskatten” og blev gjort, efter en lokal mand afleverede to guldringe til vurdering hos Nordjyske Museer.
Arkæologer rykkede straks ud
De første to ringe blev fundet delvist synlige i jorden ved en markvej i et skovområde nær Rold. Arkæologerne vurderede hurtigt, at der var tale om noget helt usædvanligt, og gik derfor i gang med yderligere undersøgelser af området.
Undersøgelserne førte til fundet af yderligere fire armringe af guld. Alle ringene var intakte, og den samlede vægt er opgjort til 762,5 gram.
”Det er et helt enestående fund – vi har ganske enkelt ikke oplevet noget lignende før her på museet”, siger Torben Sarauw, kulturarvschef og arkæolog ved Nordjyske Museer.
Læs også:
Guld var forbeholdt samfundets elite
Ifølge Nordjyske Museer stammer armringene fra vikingetidens sene fase omkring år 900-1000. Ringene findes både i snoede og glatte udgaver og vidner om et avanceret guldsmedehåndværk.
Guld var på den tid forbeholdt samfundets absolutte elite, og derfor er fund af denne type meget sjældne.
”Guld i vikingetiden var koncentreret hos samfundets absolutte elite, og netop derfor er fund af denne type yderst sjældne”, fortæller Torben Sarauw.
Museet vurderer, at armringene sandsynligvis har været symboler på magt, rigdom og politiske forbindelser i den tidlige danske kongemagt.
Kan snart opleves i Aalborg
Fundstedet ligger på privat jord uden offentlig adgang, og både finder og lodsejer ønsker at være anonyme. Guldet er nu afleveret som danefæ og skal undersøges nærmere, inden det sendes videre til Nationalmuseet.
Ambitionen er, at de sjældne armringe allerede inden sommerferien skal udstilles på Aalborg Historiske Museum, så offentligheden kan komme tæt på det opsigtsvækkende fund.
Læs også: