Nyheder
SF fordoblet i Rebild: Sidsel Brøndberg Simonsen skifter til SF
Byrådsmedlem i Rebild Kommune, Sidsel Brøndberg Simonsen, skifter Den Sociale Fællesliste ud med medlemskab af Socialistisk Folkeparti. SF fordobler dermed antallet af mandater i byrådet.
Skiftet kommer efter grundige overvejelser men også samarbejdet med SF’s nuværende medlem af byrådet, Morten Kamstrup, har haft stor betydning.
”Der er flere grunde til, at jeg skifter til SF. Jeg er vokset op i et hjem med forældre, der begge stemte SF, hvorfor de grundlæggende værdier i SF har været tydelige i min opvækst og det har været med til at forme mine holdninger og forståelse for verden omkring os. Særligt i mit samarbejde med Morten Kamstrup er det blevet tydeligt for mig, at jeg politisk hører til i SF og jeg ser frem til at fortsætte arbejdet i byrådet” fortæller Sidsel Brøndberg Simonsen.
SF og Sidsel Brøndberg Simonsen har i den aktuelle byrådsperiode haft et tæt samarbejde. Det være sig generelt i det almindelige byrådsarbejde, men i særdeleshed i forbindelse med budgetarbejdet, arbejdet med daginstitutioner og skoler og indsatsen for at bringe flere unge i beskæftigelse og uddannelse har der været et samarbejde, der altså nu fører til et partiskifte.
”Vi har hele tiden været meget enige om den politiske linje for vores kommune”, fortæller Morten Kamstrup, der glæder sig meget over at få en kollega i byrådet: ”Nu er vi to til at sætte SF’s mærkesager på dagsordenen i Rebild Kommune.”
Formand for SF Rebild, Nicolai Abildgaard, glæder sig også over Sidsel Brøndberg Simonsens skifte:
”Som partiformand glæder det mig naturligvis. Ikke kun på grund af det ekstra mandat, men meget bliver nemmere i et lille parti, når man pludselig får en stemme mere. Jeg tror Sidsel og Morten bliver den perfekte duo. Både her og nu i byrådet men også i den kommende valgkamp.”
Sidsel Brøndberg Simonsen kom som førstesuppleant i byrådet i 2022, da fælleslistens stemmesluger, Allan Busk, kort efter valget trak sig som byrådspolitikker