Sådan skaber du en klimavenlig og robust have – og fem råd til haven i juli

25. juli 2024

Juli måned er for mange synonym med sommerferie, afslapning i hængekøjen og nydelse af friskplukkede ærter og jordbær. Men med lidt omtanke og planlægning kan du faktisk få endnu mere tid til afslapning og samtidig spare penge ved at indrette din have efter klimaet. Anne Stine Bruun, landskabsarkitekt og haverådgiver i Haveselskabet, deler sine bedste…

Mange planter trives ikke optimalt, fordi de er plantet det forkerte sted. For at sikre stærkere planter, som kræver mindre vanding og gødning, og som er mindre modtagelige for sygdomme, er det vigtigt at overveje, hvor du planter hvad. Sørg for at plante solkrævende planter i solrige områder og skyggeelskende planter i skyggefulde områder. Det reducerer også spildet af planter, der ellers ville dø, fordi de ikke trives.

Ekstreme vejrforhold er blevet mere almindelige, og det er derfor vigtigt at gøre haven mere robust. En måde at opnå dette på er ved at plante en bred vifte af planter, herunder hjemmehørende arter, som generelt er mere hårdføre. Skab også skygge for både mennesker, dyr og planter og overvej at opsamle regnvand til brug i tørkeperioder. Dæk den bare jord med græsafklip, blade eller andre materialer for at skabe et godt miljø for kryb og insekter, hvilket øger biodiversiteten og gør haven mere modstandsdygtig.

Når du luger, klipper og beskærer i haven, fjerner du næring fra jorden. I stedet for at køre haveaffaldet til genbrugspladsen, kan du bruge det til at lave en kompostbunke. På den måde får du gratis, klimavenlig jordforbedring, som kan bruges til at forbedre havens jordkvalitet. Dette gør haven mere robust og giver dig mere tid til at nyde sommeren.

Gode råd til haven i juli

For at få mest muligt ud af din have i juli, her er fem nyttige gøremål fra Haveselskabet:

  1. Lav nye jordbærplanter: Jordbærplanter bliver trætte efter cirka fire år, men du kan nemt lave nye planter fra udløbere. Løft udløberne op og sæt en potte med jord under. Når de har slået rødder, kan du plante dem ud et nyt sted i haven.
  2. Høst hvidløg: I anden halvdel af juli er det tid til at høste hvidløg. Vent ikke til de er visnet helt ned, men høst dem, når cirka tre blade er visnet. Tør dem i solen eller i et overdækket sted med god luftgennemstrømning i cirka 14 dage.
  3. Nip tomaterne: Husk at fjerne sideskud på tomatplanterne løbende. Sideskuddene sidder mellem plantens stamme og blade og skal nippes af med fingrene for at forhindre dem i at danne nye toppe, hvilket vil reducere udbyttet.
  4. Klip stauder tilbage: Når stauderne har blomstret, kan du klippe blomsterne af for at få en ekstra blomstring. Klip dem lige efter, de har toppet, for at give dem tid til at blomstre igen.
  5. Fjern vildskud fra roserne: Kommer der skud nedefra på din rose, som ser anderledes ud, skal de fjernes. Det er vildskud, som kan overtage planten og ændre dens blomster. Fjern dem ved at rykke dem af ved basis.