Det nye skoleår er netop skudt i gang, og det er for både børn og forældre en tid med både spænding og nervøsitet. At sende børnene ud på skolevejen bidrager i nogle tilfælde til nervøsiteten hos forældre, men med få gode råd kan flere forældre blive trygge ved at sende deres børn i skole.
Rådet for Sikker Trafik sætter i samarbejde med 95 af landets kommuner og politikredsene fokus på trygheden på skoleveje med kampagnen ‘Børn på vej’, som kører fra 12. til 30. august.
Overordnet set er det 52 procent af forældrene, som er trygge ved at lade deres barn gå eller cykle i skole. Forældrene til de yngste elever på 5-8 år er naturligvis knap så trygge ved at sende deres børn alene afsted i skole, og her er det kun 24 procent af forældrene, der svarer, at de er trygge. Det viser en ny undersøgelse foretaget blandt 2.013 forældre til skolebørn i alderen 5-16 år, som Epinion har foretaget for Rådet for Sikker Trafik.
– Der sker kun meget få alvorlige ulykker på skoleveje, men det er forståeligt, at man som forælder gerne vil være helt tryg, særligt når ens barn er et af de yngste på skolevejen. Hvis jeg skal komme med tre gode råd, er det, at man vælger en sikker rute til skole, træner vejen med sit barn og sørger for, at cykelhjelmen er spændt. Det giver mere ro i maven hos de fleste, siger Rosa Nissen, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
Trafiktræning er heldigvis noget, der allerede er fokus på hos mange forældre. Blandt forældrene til de 13-16-årige er det 33 procent, der indenfor det seneste år har trænet i trafikken eller talt om, hvad man skal være opmærksom på, mens det for forældrene til de 5-8-årige er hele 85 procent.
Kommunerne og politiet gør en stor indsats
Der er en klar tendens til, at bilerne har en betydning for trygheden på skolevejen. 77 procent af de forældre, som er utrygge ved skolevejen, svarer nemlig, at antallet af biler, bilernes hastighed eller at bilisterne ikke viser tilstrækkeligt hensyn, er kilden til utrygheden. Kun i Region Hovedstaden er der et udbredt ønske om, at cyklisterne viser mere hensyn.
Derfor har de fleste kommuner skarpt øje på at gøre skolevejen sikker og med ‘Børn på vej’-plakater minde bilisterne om, at der igen er mange børn i trafikken.
Politiet bakker også op om kampagnen ‘Børn på vej’, og der vil i de kommende uger være politikontrol på mange af landets skoleveje. Dermed kan de mest morgentravle bilister risikere at få en hilsen fra politiet med hjem.
– Det er afgørende for sikkerheden og trygheden på landets skoleveje, at trafikanterne viser hensyn. Hvert år stopper vi desværre alt for mange bilister, der kører for stærkt, som ikke har spændt selen på deres barn eller børn, er uopmærksomme eller som undlader at respektere skiltningen eller skolepatruljerne ved skolen. Derfor udfører vi politikontrol på mange skoleveje i august måned, siger Søren Blomgren Wind-Hansen, fg. politikommissær hos Fyns Politi.
Tre gode råd
- Vælg en sikker cykelrute, hvor I skal krydse vejen færrest gange, og hvor der er cykelsti.
- Træn skolevejen ofte og sørg for, at I har god tid.
- Husk cykelhjelmen både til dit barn og til dig selv. Barnet lytter til, hvad du siger, men ser også, hvad du gør.
Står man som forælder og mangler konkrete øvelser, man kan bruge til at træne trafik med sit barn, kan man finde inspiration på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside. Man kan også få øvelser og råd til trafiktræning tilpasset barnets alder ved at tilmelde sig forældrenyhedsbrevet fra Rådet for Sikker Trafik.
Fakta
I en undersøgelse blandt 2.013 forældre til skolebørn i alderen 5-16 år, blev forældre blandt andet stillet følgende spørgsmål.
Spørgsmål: Hvor tryg eller utryg er du ved at lade dit barn gå og/eller cykle alene til skole (dvs. uden følge af en voksen)? (2.013 respondenter)
Andel som svarede ‘meget tryg’ og ‘tryg’
- Forældre til 5-8-årige: 24 procent
- Forældre til 9-12-årige: 60 procent
- Forældre til 13-16-årige: 72 procent
- Alle forældre: 52 procent
Spørgsmål: Hvad synes du, vil gøre dit barns skolevej mere sikker? (2.013 respondenter)
Andel som svarede: At bilisterne viser mere hensyn:
- Nordjylland: 32 procent
- Midtjylland: 42 procent
- Syddanmark: 41 procent
- Hovedstaden: 43 procent
- Sjælland: 44 procent
Andel som svarede: At cyklisterne viser mere hensyn:
- Nordjylland: 10 procent
- Midtjylland: 11 procent
- Syddanmark: 11 procent
- Hovedstaden: 23 procent
- Sjælland: 12 procent