Royal Run 24 udsolgt – har du fået købt billet?

3. januar 2024
Royal Run 24 udsolgt – har du fået købt billet?

Det er bare to måneder siden, at Royal Run åbnede for tilmeldingerne, og nu kan det royale motionsevent melde fuldstændig udsolgt. For 30 procent af deltagerne er det første gang, de deltager i et motionsløb.

Der gik ikke lang tid, fra Royal Run begyndte salget af startnumre den 9. november, til, at der kunne meldes udsolgt i den første af de fem værtsbyer.

I Brønderslev meldte man udsolgt allerede første dag, så fulgte Fredericia dagen efter, Kalundborg meldte udsolgt bare fem dage efter salgsstart, og nu har både Aarhus og København/Frederiksberg også solgt alle tilgængelige startnumre til Royal Run 24.

Fortsat højt antal førstegangsdeltagere

Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik, der med Hans Kongelige Højhed Kronprinsen i spidsen, har en ambition at få flere danskerne til at bevæge sig.

Eventet har tre forskellige distancer One mile, 5 km og 10 km, der både kan løbes og gås. Og igen i år kan Royal Run tiltrække et højt antal førstegangsløbere: intet mindre end 30 procent af de tilmeldte har aldrig deltaget i et motionsløb før:

Det er med en vis portion stolthed, at jeg kigger på de tal og ser, at vi stadig har en stor andel af vores tilmeldte, der har tænkt, at der selvfølgelig også er plads til dem til Royal Run. Det er lige præcis det, vi har ønsket- nemlig at give alle også nybegynderne- plads til at prøve motionsløb af, siger administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund (DIF) og medlem af Royal Runs styregruppe, Morten Mølholm Hansen.

Mange gengangere

Samtidig med et højt antal førstegangsdeltagere, ser arrangørerne også med stor glæde på de mange gengangere. Hele 40 procent af de tilmeldte har ved tilmelding angivet, at de har deltaget i Royal Run før:

Vi er meget taknemmelige for den store opbakning, og det er fantastisk at se, hvor mange der nu har gjort Royal Run til deres egen tradition, hvor de sammen med familie, venner eller naboer bevæger sig sammen, siger Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI og medlem af Royal Runs styregruppe.

Selvom Royal Run for nu melder udsolgt med 87.500 tilmeldte, så undersøger arrangørerne nu muligheden for en udvidelse af kapaciteter, så der måske kommer ekstra startnumre til salg, der hvor det vurderes, at der er plads til flere deltagere.

Om Royal Run

Royal Run fandt sted første gang i 2018 i anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag. Siden da har eventet fundet sted hvert år 2. pinsedag. Royal Run 24 bliver afholdt 20. maj 2024.

De fem værtsbyer til Royal Run 24 er:
Brønderslev
Aarhus
Fredericia
Kalundborg
København/Frederiksberg

København/Frederiksberg har været med siden begyndelsen af Royal Run, Aarhus har været værtsby tre gange tidligere (2018, 2019 og 2022). Brønderslev, Fredericia og Kalundborg skal arrangere Royal Run for første gang.

Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, der er blevet til i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.
Royal Run 23 opnåede deltagerrekord ved 93.684 tilmeldte i de fem værtsbyer: Herning, Aabenraa, Nyborg, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg.