Rekordmange singler – Rebild klarer sig til gengæld godt

7. april 2023

Rebild Kommune

En rekordstor andel af danskerne bor ifølge nye tal alene, og de seneste års stigende antal singlehusstande er sket parallelt med, at nybyggeriet af boliger er gået flere gear op. Billedet varierer dog meget fra kommune til kommune, viser en ny undersøgelse.

RebildKommune klarer sig langt bedre end mange andre. Faktisk ligger kommunen blandt de nederste i feltet med kun 30,8 % husstande med én beboer. I forhold til 2022 er der kun kommet 0,7 % flere singlehusstande i kommunen.

Efter et årtis let nedadgående udvikling i andelen af danskere, der bor alene, har tendensen de seneste fem år igen være stigende. I 2023 udgør husstande med én beboer 39,9 procent af alle danske husstande, og det er rekord.

– Efter en lang årrække, hvor andelen af boliger beboet af en enkelt person steg og steg, vendte udviklingen i perioden fra 2008 til 2018. Det er bemærkelsesværdigt, da antallet af danskere mellem 18 og 25 år der jo i stort omfang har rykket mod landets store byer, hvor flere bor alene i perioden er vokset ret markant, siger cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm og fortsætter:

– Den faldende trend fra 2008 til 2018 og den efterfølgende stigende trend fra 2018 og frem er altså ikke primært drevet at den demografiske udvikling. Til gengæld tyder meget på, at nybyggeri spiller en væsentlig rolle.

I perioden mellem 2005 og 2008 blev der opført 25.700 boliger om året i gennemsnit, men fra 2009 til 2018 faldt det antal til blot 15.000 boliger. Fra 2019 og frem er der kommet hele 31.000 nye boliger på markedet om året.

– Det faldende boligbyggeri efter finanskrisen har formentlig betydet, at boligudbuddet flere steder ikke har understøttet et behov for boliger til singler. Et forholdsvist lille udbud af fx mindre boliger i de større byer set i forhold til den store tilstrømning af nye og særligt unge beboere vil naturligt betyde, at flere unge vælger at dele boliger frem for at bo alene, siger Jens Nyholm og fortsætter:

– Der er blevet sat turbo på nybyggeriet de senere år. Blandt andet fordi renten indtil sidste år har været på et historisk lavt niveau, hvilket har øget incitamentet til både forældrekøb og til investeringer i udlejningsejendomme fra fx pensionskasser. Væksten i nybyggeriet har særligt været drevet af nye lejligheder i de største byer, og det kunne tyde på, at nogle af dem, der i perioden fra 2008 til 2018 boede i kollektiv mere af nød end af lyst, nu i højere grad lykkes med at finde boliger, hvor de kan bo alene.

Ø-kommuner og storbyer har flest singler
Af analysen fremgår det, at andelene af husstande beboet af en enkelt beboer er størst i flere ø-kommuner samt i storbykommunerne, hvor Frederiksberg, Lyngby-Taarbæk, Aalborg, København og Odense kommuner alle er repræsenteret i en top10.

– Analysen viser, at mange bor alene på de danske øer og generelt i flere dele af provinsen, hvilket skyldes, at en større andel af beboerne er ældre, og nogle af dem vil derfor eksempelvis være enker og bo alene af den grund. Derudover er det også områder, hvor priserne giver flere muligheder for at kunne bo alene i eget hus sammenlignet med de større byer, forklarer Jens Nyholm og tilføjer:

– Samtidig kan vi se, at storbyerne har en større andel af singlehusstande end de fleste andre kommuner, og det hænger overvejende sammen med, at der bor flere yngre.

Rebild og omegn

Se flere artikler