Natur
Rekordmange henvendelser om sæler: Dyrenes Beskyttelse opfordrer til afstand
Flere danskere ventes ved kysterne i sommerferien – derfor opfordres strandgæster til at lade sæler og sælunger være i fred
Sommeren er højsæson for sæler på de danske strande, og samtidig forventes flere danskere end tidligere at holde ferie herhjemme. Derfor opfordrer Dyrenes Beskyttelse strandgæster til at holde god afstand til sæler og deres unger for ikke at forstyrre dyrene.
I 2025 modtog Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 rekordmange henvendelser om sæler. I alt ringede 1.654 borgere ind, og mere end halvdelen af opkaldene kom i sommermånederne.
Mange sæler er ikke i nød
Ifølge Dyrenes Beskyttelse skyldes mange af henvendelserne, at folk tror, sælerne har brug for hjælp, når de ligger alene på stranden.
»Mange mennesker er ikke vant til at se sæler ligge alene på stranden og tror, at de er i nød. Men det er langt fra tilfældet. Det er vigtigt at udvise respekt for sæler og deres unger. Derfor skal man ikke komme for tæt på for at tage billeder, klappe dem eller fodre dem,« siger Peter Gravlund, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.
Den spættede sæl, som er den mest udbredte sælart i Danmark, yngler i juni og juli. Sælerne har behov for at hvile sig på land, og derfor er det helt normalt at se dem ligge på stranden.
Dyrenes Beskyttelse anbefaler, at man holder mindst 25 meters afstand. Det mindsker risikoen for at stresse dyrene og giver sælmødrene ro til at passe deres unger.
Læs også:
Travl sommer i vente for Vagtcentralen 1812
En analyse fra SMVdanmark peger på, at op mod 80 procent af danskerne vil holde hele eller dele af sommerferien i Danmark i år. Sidste sommer gjaldt det omkring to ud af tre danskere.
Flere feriegæster ved de danske strande kan betyde flere møder mellem mennesker og sæler. Derfor forventer Dyrenes Beskyttelse en travl sommer på Vagtcentralen 1812.
Samtidig har organisationen oplevet en stigning i antallet af henvendelser om sæler gennem de seneste fem år.
»Vi oplever generelt, at flere reagerer, når de ser et dyr i nød. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Der er kommet større opmærksomhed på dyr og deres forhold, og det betyder, at situationer, som måske tidligere blev overset, i dag bliver meldt ind,« fortæller Peter Gravlund.
Indtil videre har Vagtcentralen modtaget 46 opkald om sæler i juni og i alt 342 opkald i hele 2026.
Kun sæler med tydelige skader har brug for hjælp
Ifølge Dyrenes Beskyttelse er en sæl kun i nød, hvis den har tydelige skader, åbne sår, er viklet ind i genstande eller viser klare tegn på sygdom.
Ser man en sæl, der er kommet til skade, eller er man i tvivl om dens tilstand, opfordres man til at kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812. Oplysningerne sendes herefter videre til Naturstyrelsen, som er den eneste myndighed, der må håndtere havpattedyr.
Foto: Dyrenes Beskyttelse
Foto: Dyrenes Beskyttelse
Sælungers lyde er helt naturlige
Sælunger kan ofte høres hyle eller bjæffe på stranden. Det er ifølge Dyrenes Beskyttelse en naturlig del af deres adfærd og bruges til at holde kontakt med moderen, når hun er ude at jage.
Lydene betyder derfor ikke nødvendigvis, at ungen er forladt eller har brug for hjælp. Tværtimod er det ofte et tegn på normal kommunikation mellem mor og unge.
Læs også: