Rebildfesten: Styrkelse af dansk-amerikanske forretningsrelationer gennem netværk og samarbejde

7. juli 2024
Rebildfesten: Styrkelse af dansk-amerikanske forretningsrelationer gennem netværk og samarbejde

En agil og serviceminded tilgang kan være adgangsbilletten

I forlængelse af Rebildfesten i Rebild Bakker – der er verdens største fejring af 4. juli uden for USA – var 80 virksomheder samlet under netværksparaplyen, Danish American Business Network, for at sætte fokus på danskamerikanske relationer og vende relevante udfordringer og muligheder i samhandel med det amerikanske marked.

Arrangementet blev afholdt i Rebildcentret med Thingbæk Kalkminer, og var arrangeret af Rebild Kommune, Aalborg Kommune og Rebildselskabet.

Dagens arrangement var målrettet virksomheder, der ønsker at etablere sig på det amerikanske marked, samt virksomheder, der allerede har afdelinger i USA, men som ønsker at udvide deres netværk og viden om det amerikanske marked. Dagen startede nede i kalkminerne med levende lys og med rig mulighed for at netværke.

En af de virksomheder, der var mødt op for at deltage i netværksarrangementet, var den danske softwarevirksomhed, Turnpikes. Turnpikes har hovedsæde i Støvring, men har også internationale kollegaer på flere lokationer rundt om i verden og er også påbegyndt salget på det amerikanske marked.

Tim Stijven, CEO hos Turnpikes, ser netværket som en oplagt mulighed for at få sparring og skabe forbindelser til andre virksomheder, der også har relationer til USA:

– Det er altid meget interessant at høre andre virksomheders erfaring på dette område, samt udvide vores lokale netværk af andre virksomheder med fokus på de samme internationale markeder, som os.

Det er Tims vurdering, at der er områder, hvor danske virksomheder har et særligt potentiale for at komme ind på det amerikanske marked:

– Jeg vil mene at vores danske tilgang til forretning og udfordringer hjælper os, da vi er agile og serviceminded, samt yder vores bedste på en meget ærlig måde. Denne tilgang kan hjælpe os som dansk virksomhed på det amerikanske marked.

Ifølge Tim er der flere aspekter, man som virksomhed skal tage højde for, når man operer på så stort og komplekst et marked, som det amerikanske marked:

– Det er et stort markedet med mange nuancer at forholde sig til det er alt i forhold til marketing, finansiering, kundeadfærd m.m. Vores erfaring er, at det tager tid at bygge op, og kræver en stor indsats at etablere sig. Vi har været i Canada siden 2022, og har succes med salg i USA, men overvejer selvfølgelig om vi skal etablere os yderligere i Nord Amerika, især i USA, siger Tim afslutningsvis.

Geopolitiske uroligheder hvordan påvirker det samhandel?
Et højdepunkt fra dagens event var paneldebat i Kildetårnet, hvor paneldeltagere Allan Mørch, CEO hos AskCody, Jan Werner, CEO hos Hydrema, Søren Elisiussen, CEO hos Liftup, samt Mikkel Tolstrup, direktør – international forrentningsudvikling hos Dansk Industri vendte flere aktuelle emner, anført af moderator Jeppe Krogager, fra TV2 Nord.

Spørgsmål fra deltagerne var med til at danne rammerne for paneldebatten, og ét af spørgsmålene tog udgangspunkt i den geopolitiske situation i USA, og hvordan denne påvirker danske virksomheder. Her fortalte CEO hos AskCody, Allan Mørch:

– Kunde og markedsmæssigt påvirker det ikke vores forretning, da det er så langt væk fra det vi beskæftiger os med. Men menneskeligt kan man mærke en stor forskel. For 10 år siden kunne man godt tale om politik til en fredagsbar hvordan går det i jeres land, eller have nogle spændende diskussioner, men det skal man ikke i dag, medmindre man rent politisk er enig. Det er blevet polariseret og ekstremt, uddyber Allan.

Og for en dansk virksomhed, som AskCody, er der dukket nye udfordringer op i forlængelse af den splittelse, der vokser i det amerikanske samfund.

– Vi er som virksomhed blevet tvunget til at tage stilling til den politiske agenda, Black Life Matters, LGBT og meget andet. Det er forventeligt at man som virksomhed har en holdning til de her emner, og det skal man som dansk virksomhed lige vænne sig til, at der bliver stillet nogle helt andre krav, forklare Allan.

AskCody har været på det amerikanske marked i 12 år, og med danske briller på har de oplevet et menneskeligt paradigmeskift.

– Det har været sjovt at opleve et USA, der for 12 år siden kom ud af en optimisme og acceleration efter finanskrise, hvor alt kunne lade sig gøre, tech-boomet og alle byer skulle have deres eget valley, til at så kom Corona og en enorme polariseret politisk debat, black life matters osv. det er med tiden blevet et enormt usammenhængende land. Jeg er spændt på at se, hvor det er henne om 10 år, siger Allan.

Efter paneldebatten var der oplæg fra den amerikanske ambassadør i Danmark, Alan Leventhal, og digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre.

Nordjylland – et strategiske knudepunkt i Skandinavien
Rebild Kommune intensiverer indsatsen i det nye netværk for at samle det nordjyske erhvervsliv med fokus på samhandel med USA – og det er der en særlig grund til mener erhvervs- og turistchef Jane Bejlegaard Lindberg, der har siddet med i udvikling af netværket.

– Vi har en lang og traditionsrig relation til USA gennem Rebildfesten. Det giver os en unik mulighed for at engagere virksomheder og understøtte udviklingen af netværk og relationer. Men det kræver at vi arbejder målrettet med indsatsen via netværket og danner et stærkt fundament, som kommer den enkelt virksomhed til gavn i arbejdet med det amerikanske marked, tilføjer Jane Bejlegaard Lindberg.

Danish American Business Network, så dagens lys i forbindelse med fejring af Rebildfesten sidste år, og håbet er at det skal være medvirkende til at åbne nye muligheder og døre for de nordjyske virksomheder. Det er især denne indsats, som borgmester i Rebild Kommune, Jesper Greth, ser frem til at følge:

– Da vi startede dette netværk sidste år i samarbejde med Aalborg Kommune og Rebildselskabet, var det vores store håb, at det kunne være et forum for erfaringsudveksling mellem virksomheder, der allerede havde foretaget springet til det amerikanske marked, videre til de virksomheder, der drømmer om at gøre det samme.

Og der er flere ting på tegnebrættet i udvikling og arbejdet med netværket, som gør, at flere ambitioner kan blive indfriet i fremtiden.

– Mit håb er, at de deltagende virksomheder vil fungere som ambassadører for det nordjyske marked og blive attraktive sparringspartnere for amerikanske virksomheder. På den måde kan vi fremhæve det åbenlyse investeringspotentiale, der ligger i vores region. Nordjylland er bare et strategisk knudepunkt i Skandinavien, siger Jesper Greth afslutningsvis.

Det langsigtet mål med netværket er blandt andet, at flere amerikanske erhvervsdrivende vil etablere sig i Nordjylland

Rebild og omegn

Se flere artikler