Job

Rebild Kommune søger: Skole- og dagtilbudsleder til Læringscenter Himmerland

Skole- og dagtilbudsleder til Læringscenter Himmerland

Redaktion
Af Redaktion 5. maj 2021

JOBANNONCE

Læringscenter Himmerland søger en visionær, synlig og dialogbaseret skole- og dagtilbudsleder, der i samarbejde med medarbejdere og forældre vil gå forrest i udviklingen af vores dejlige specialskole og børnehus. Stillingen skal være besat pr. 1. august 2021.

Læringscenter Himmerland er beliggende i Skibsted nær Terndrup, syd for Aalborg. Læringscenter Himmerland er Rebild Kommunes center for børn og unge med specielle behov i aldersgruppen nul til 25 år.

Vores tilbud består blandt andet af
-børnehuset for visiterede børn inden for servicelovens §32
-specialskole fra 0. – 10. klasse med SFO
-STU – særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse
-en ekstern skolestue på specialbørnehjemmet Højbjerghus, afdeling Kvisten.

Målgruppen på Læringscenter Himmerland er børn og unge med massive generelle indlæringsvanskeligheder. Derforuden kan børnene/de unge have yderligere problemstillinger såsom autismespektrumforstyrrelser, ADHD, tilknytningsforstyrrelser eller sprog- og kommunikationsvanskeligheder.

Derudover har vi en mindre gruppe elever med multiple funktionsnedsættelser, både fysisk og psykisk, herunder hjerneskader.
Selvom vores børn og unge ikke selv er bosiddende i Skibsted, er Læringscenteret en vigtig del af lokalsamfundet, og vi prioriterer samarbejdet.
Vi er en lille enhed, men vores arbejdsglæde og engagement for at arbejde med børn og elevernes læring, trivsel og udvikling er stort. Hvert eneste barn/ung skal have mulighed for at udvikle mest muligt selvhjulpenhed og livsduelighed. De skal have så mange varme oplevelser og gode praktiske læringsfællesskaber med sig, som muligt.

Vi arbejder efter devisen: Gennem ligeværdighed, omsorg og nærvær skaber vi et trygt og tillidsfuldt fundament for udvikling.

Om vores nye skole- og dagtilbudsleder
Vi søger en leder, der har ledelseserfaring/erfaring med koordinering, gerne inden for skole-/institutionsledelse, kombineret med faglig viden og erfaring fra det special- og socialpædagogiske område og arbejdet med en kompleks og sammensat børne- og ungegruppe.

Vi forventer en leder, der VIL Læringscenter Himmerland, og som evner at møde den eksisterende kultur nysgerrigt, humoristisk og med respekt for stedets særpræg – men som samtidig vil stå i spidsen for at arbejde visionært med organisationen og skabe en sund og positiv kultur, hvor der er plads til at udfordre og udvikle eksisterende praksis – en kultur, hvor et stærkt og kollegialt sammenhold sammen med solide specialpædagogiske kompetencer danner grundlag for det pædagogiske og didaktiske arbejde med vores kerneopgave.

Vi søger en leder, der har et ressourceorienteret, motiverende, anerkendende og tillidsfuldt menneskesyn, og hvor der er overensstemmelse imellem menneskesyn, skolens værdigrundlag og mødet med hvert enkelt menneske – en leder, hvor den fælles mission er dem, det hele handler om – BØRNENE OG DE UNGE.

Vi søger en leder, der for alle børn, unge og forældre, er et kendt ansigt og synligt menneske på Læringscenteret. Et menneske, der som det naturligste VIL børnene og de unge, uanset adfærd og handicap og evner at se bag om deres adfærd, afstemme og regulere sig selv samt afstemme krav og forventninger herefter. En leder, der kender og vægter betydningen og værdien af en relationsbaseret pædagogisk tilgang, hvor de voksne har ansvaret for relationen.

Sidst, men ikke mindst, søger vi en leder, der ser børnehuset og skolen som en dannelsesinstitution, hvor der arbejdes på at børnene og de unge trives og bliver så dygtige, som de overhovedet kan – samtidig med at de støttes i at skabe en positiv historie om sig selv og eget værd.

Vi søger en mentaliserende leder, der ser og møder ALLE forældre som ligeværdige samarbejdspartnere, og hvor forældreindflydelse og -samarbejde opleves som værdifuldt og med positiv effekt for barnets trivsel og udvikling.

Kort beskrevet vil vi lægge vægt på, at du
-har passion for at lede sammen med og gennem andre
-brænder for vores målgruppe af børn og unge samt deres læring og udvikling
-omsætter værdier og pædagogisk teori til værdifuld og relevant praksis
-har specialpædagogisk indsigt og erfaring i at lede en skole/institution
-evnen til at få LCH “på landkortet
-er optaget af hvordan vi samskaber de bedste rammer for vores elevers trivsel, læring og dannelse
-er reflekterende og kan se en sag fra flere vinkler
-formår at kommunikere empatisk og bevare roen og overblikket – også i pressede situationer
-er nysgerrig på andres perspektiver med henblik på at opnå dialog og samskabelse
-har let til smil og et glimt i øjet – men samtidig kan træde i karakter
-kan lede med nærvær, tillid, synlighed, rummelighed og afsæt i kulturen
-skaber en meningsfuld sammenhæng mellem politisk dagsorden, skolens kultur og medarbejdernes forventninger til dig
-kan udfordre personalet på deres faglighed og sørge for at vi sammen er ajour med viden inden for specialområdet
-har en anerkendende tilgang til alle og kan samle, afklare og bilægge, når der opstår uenigheder
-kan bidrage med god energi og faglige kompetencer
-formår at inddrage forældre og lokalsamfund i et tæt samarbejde
-har en lederuddannelse eller er i gang med at tage en.

Som leder får du
-en mindre enhed med mulighed for at kende og have relation til alle på matriklen – både børn, unge og medarbejdere
-en oase i rolige og landlige omgivelser med mulighed for at bidrage til modernisering af de fysiske rammer
-fleksible, motiverede, humørfyldte, favnende, samarbejdende, inkluderende og fagligt dygtige medarbejdere, der glæder sig til at se fremad med en ny leder og et fagligt løft
-en medarbejdergruppe med stor motivation og faglighed for at hjælpe dig godt i gang på skolen og sammen med dig sætte en endnu tydeligere retning
-medarbejdere, der gennem en varieret, kreativ og bevægelsesorienteret hverdag, arbejder på at børnene/de unge bliver så livsduelige som muligt
-en aktiv skolebestyrelse, som er klar på at byde dig velkommen og tage godt imod en ny leder
-en god og veletableret kollegagruppe med rig mulighed for sparring og dialog på både skole- og dagtilbudsområdet
-et omfattende introduktionsprogram og mentorordning for nye ledere i center Børn og Unge
-et godt tværfagligt samarbejde med forvaltningen, myndighed, UU, PPR med flere.

Leder i Rebild kommune
I Rebild kommune arbejder vi med baggrund i vores fælles ledelsesgrundlag.
Det forventes af ledere i Rebild kommune, at vi skal være gode til både at have styr på driften og være fornyende, så vi udvikler os fagligt og tager det bedste af det nye til os. Lederne skal være gode til at tage ledelse – at skabe klarhed om rammer og retning – og samtidig gode til at skabe følgeskab, inddrage medarbejdernes perspektiver og skabe et bredt ejerskab til de fælles mål.

Det overordnede mål er besluttet i Vision 2030, som udfoldes og rammesættes i centerkontrakten for det enkelte center (Center Børn og unge).

Som skole- og dagtilbudsleder har du en vigtig rolle i at bidrage til den fælles opgaveløsning og udvikling af børn- og ungeområdet i Rebild Kommune. Her bliver det vigtigt at du har fokus på at din ledelse skal foregå i mange retninger – du skal lede ned, lede på tværs og lede op.

Vil du vide mere?
Ser du dig selv i stillingen som kommende skole- og dagtilbudsleder på Læringscenter Himmerland? Så vil vi bede dig kontakte skolesekretær Maj-Britt Glad på telefon 99 88 79 50, så hun kan arrangere et opkald fra en medarbejderrepræsentant fra ansættelsesudvalget samt koordinere et besøg på skolen og børnehuset.

Du er ligeledes velkommen til at kontakte bestyrelsesformand Gitte Mikkelsen på telefon 29 82 13 93 eller børn- og ungechef Lene Hvilsom Larsen på telefon 23 47 46 75, hvis du vil høre mere.

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Forud for endelig ansættelse indhentes referencer samt børne- og straffeattest.

Ansøgningsfrist
9. maj kl. 12.00. Første samtalerunde afholdes 19. maj, og 27. maj mellem 12.00 – 15.30 vil der være samtale om kompetenceprofil. Anden samtalerunde afholdes 31. maj
Du sender din ansøgning via Ledige stillinger | Rebild kommune.

Kommunen ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed, og opfordrer derfor alle kvalificerede og interesserede uanset alder, køn, religion, handicap og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.