Nyheder
Politisk brud i Rebild: To byrådsmedlemmer forlader De Konservative
Emilie Aalestrup og Katrine Krog Madsen melder sig ud af Det Konservative Folkeparti efter tilsammen mere end 37 års medlemskab. De peger blandt andet på manglende ligeværdighed og samarbejde og fortsætter nu som løsgængere i Rebild Byråd.
Det Konservative Folkeparti i Rebild mister to byrådsmedlemmer. Emilie Aalestrup og Katrine Krog Madsen meddeler torsdag den 17. september, at de forlader partiet og fremover fortsætter deres politiske arbejde som løsgængere i Rebild Kommunes Byråd.
Beslutningen kommer efter tilsammen mere end 37 års medlemskab af Det Konservative Folkeparti. De to politikere understreger i en fælles pressemeddelelse, at bruddet ikke skyldes et opgør med deres konservative værdier.
Oplever et “A- og B-hold”
Ifølge de to politikere handler beslutningen i stedet om forholdene i det lokale politiske samarbejde.
De skriver, at de gennem længere tid har forsøgt at få et konstruktivt samarbejde til at fungere. De har søgt dialog, rakt hånden frem og forsøgt at finde fælles løsninger.
Det er ifølge Aalestrup og Krog Madsen ikke lykkedes. De beskriver selv en oplevelse af, at der i praksis er blevet skabt et “A- og B-hold”, og at de trods stærke valgresultater og opbakning fra vælgerne ikke er blevet mødt som ligeværdige samarbejdspartnere.
De understreger samtidig, at politisk uenighed er en naturlig del af arbejdet, men mener, at respekt, ligeværdighed og viljen til samarbejde skal være fundamentet i et politisk fællesskab.
Læs også:
“For os går den grænse ved vores selvrespekt”
Udmeldelsen har ifølge de to byrådsmedlemmer været en vanskelig beslutning.
For Emilie Aalestrup har Det Konservative Folkeparti været en del af opvæksten. Familien Aalestrup har ifølge pressemeddelelsen været repræsenteret i byrådet gennem tre generationer.
Katrine Krog Madsens engagement har blandt andet omfattet posten som formand for Den Konservative Vælgerforening i Rebild samt mange års politisk arbejde, herunder som landsformand for Konservative Studerende.
De to politikere understreger, at de fortsat betragter deres værdier som konservative.
- Når man gennem længere tid oplever, at forudsætningerne for et ligeværdigt samarbejde ikke er til stede, kommer der et tidspunkt, hvor man må sætte en grænse. For os går den grænse ved vores selvrespekt, skriver Emilie Aalestrup og Katrine Krog Madsen i den fælles meddelelse.
Fortsætter som løsgængere
Udmeldelsen betyder ikke, at de to forlader kommunalpolitik.
Emilie Aalestrup er næstformand i Lokale fællesskaber/Kultur og fritid og sidder desuden i bestyrelserne for Rebild Forsyning og Støvring Gymnasium samt i følgegruppen for GRO.
Katrine Krog Madsen er næstformand i Børne/familieudvalget og medlem af Plan, Klima og Miljø-udvalget samt bestyrelsesmedlem i Nordværk.
De to politikere oplyser, at de fortsat vil arbejde for de mærkesager, som de gik til valg på. Det gælder blandt andet gode og trygge rammer for børn og unge, et stærkt erhvervsliv, gode kultur-, fritids- og foreningstilbud, stærke lokale fællesskaber og ansvarlig økonomi.
Arbejdet fortsætter nu som løsgængere i Rebild Kommunes Byråd.
Emilie Aalestrup og Katrine Krog Madsen oplyser afslutningsvis, at de ikke har yderligere kommentarer.
Læs også: