Alarm 112
Politiet efterlyser 30-årig i alvorlig voldtægtssag
Nordjyllands Politi efterlyser fortsat 30-årige Niels Holm i forbindelse med en straffesag. Politiet udelukker ikke, at han har forladt Nordjylland, og opfordrer borgere i hele landet til at henvende sig med oplysninger.
Nordjyllands Politi leder fortsat efter 30-årige Niels Holm, som politiet ønsker at komme i kontakt med i forbindelse med en straffesag.
Politiet oplyser, at efterlysningen fortsat er aktuel, og at Niels Holm kan opholde sig uden for Nordjylland.
”Vi har fortsat en interesse i at finde frem til Niels Holm, og derfor er vores efterlysning stadig aktuel. Vi vil gerne opfordre borgere til at være opmærksomme – også selv om de befinder sig uden for Nordjyllands Politikreds,” siger politikommissær Peter Skovbak fra Efterforskningscenter Frederikshavn ved Nordjyllands Politi.
Efterlyst i forbindelse med voldtægtssag
Ifølge politiet er Niels Holm efterlyst i forbindelse med en sag om voldtægt i Frederikshavn i marts 2024.
”Niels Holm er efterlyst i forbindelse en sag om voldtægt, der er sket i Frederikshavn tilbage i marts 2024. Han er bekendt med, at vi leder efter ham.”
Politikommissæren understreger samtidig, at det kan være strafbart at skjule eller på anden måde hjælpe personer, der er på flugt fra politiet.
Læs også:
Politiet beder borgere ringe 114
Borgere, der mener at have set Niels Holm eller har oplysninger om, hvor han opholder sig, bliver bedt om at kontakte politiet frem for selv at tage kontakt.
”Hvis man mener at have set ham eller har oplysninger om, hvor han opholder sig, så lad politiet håndtere kontakten. Ring til 114 og fortæl os, hvad man har observeret – også hvis man kun er usikker på, om oplysningerne kan være relevante.”
Politiet opfordrer desuden borgerne til at dele efterlysningen, så den når ud til så mange som muligt.
”Vi har brug for offentlighedens hjælp. Et tip kan vise sig at være afgørende, og derfor vil vi gerne høre fra borgere, der har set den efterlyste eller på anden måde har oplysninger om hans færden. Det gælder uanset, hvor i landet man befinder sig,” siger Peter Skovbak.
30 år, 189 centimeter og rødt hår
Niels Holm beskrives som 30 år, 189 centimeter høj og spinkel af bygning. Han har brune øjne og rødt hår samt maritime tatoveringer på armene.
Oplysninger, der kan hjælpe Nordjyllands Politi med at finde ham, skal gives til politiet på telefon 114.
Læs også: