Alarm 112
Politiet advarer: Hjælpsomme borgere kan uforvarende blive en del af svindel
To lignende episoder i Nykøbing Sjælland får nu politiet til at opfordre borgerne til at tænke sig om, hvis fremmede beder om hjælp til at hæve penge.
Midt- og Vestsjællands Politi advarer om en ny fremgangsmåde, hvor udenlandske personer forsøger at få forbipasserende til at hjælpe med at hæve kontanter. Politiet frygter, at hjælpsomme borgere kan ende med uforvarende at medvirke til svindel med stjålne betalingskort.
Advarslen kommer efter to lignende hændelser i Algade i Nykøbing Sjælland inden for den seneste tid.
Bad om hjælp til at hæve euro
Den første sag fandt sted fredag, hvor en mand blev kontaktet af en kvinde, der gestikulerede, at hun ikke kunne tale.
Hun rakte ham et stykke papir, hvor der stod, at hun havde brug for hjælp til at hæve euro.
Efter episoden bemærkede manden dog, at kvinden tilsyneladende havde fået talens brug tilbage, da hun pludselig stod og talte med en anden kvinde.
Læs også:
Samme metode få dage tidligere
Den anden episode fandt sted onsdag i sidste uge – også i Algade i Nykøbing Sjælland.
Her blev en mand kontaktet af en cirka 60-årig kvinde, som på samme måde viste en seddel med besked om, at hun havde brug for hjælp til at hæve penge.
Politiet ser de to sager som så ens, at de nu går ud med en offentlig advarsel.
Politiet: Brug din sunde fornuft
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er der ikke noget galt i at ville hjælpe andre. Men politiet opfordrer samtidig borgerne til at være opmærksomme på, at de kan blive brugt som redskab i kriminalitet.
Mistanken er, at fremgangsmåden kan bruges til at få hævet penge med et stjålet betalingskort, mens den person, der står bag, undgår selv at blive filmet ved bankens hæveautomat.
Politiet anbefaler derfor, at man bruger sin sunde fornuft og er ekstra forsigtig, hvis fremmede beder om hjælp til at hæve kontanter.
Læs også: