Politik

Pia Nielsen genopstiller til KV21 for Det Konservative Folkeparti

Pia Nielsen genopstiller til KV21 for Det Konservative Folkeparti

Redaktion
Af Redaktion 16. august 2021

Af Lone K. Hansen

Pia Nielsen fra Terndrup genopstiller for det Konservative Folkeparti i Rebild. Pia er en erfaring kandidat, der har været aktiv i politik gennem en lang årrække.

Pia er 62 år og har boet i Terndrup siden 1979, hvor hun gennem alle årene har interesseret sig meget for lokalsamfundet. Pia er uddannet revisor og arbejder til daglig som bogholder i en større entreprenørvirksomhed. En del af fritiden bruger Pia Nielsen på bestyrelsesarbejde i flere lokale foreninger.

Jeg er kandidat, fordi jeg vil arbejde for, at alle borgere i Rebild skal have samme muligheder og tilbud uanset hvor i kommunen man bor udtaler Pia Nielsen og fortsætter Tilbud af både kulturel og fritidsmæssig art skal være tilgængelig i hele kommunen og for borgere i alle aldre.

Jeg tror på, at en styrkelse af det lokale initiativ og fællesskab kan skabe grobund for nye tiltag og projekter til gavn for alle. Vi skal være fremsynede og turde give opbakning til nye og uprøvede initiativer, men vi skal samtidig bevare og styrke de fællesskaber, der er en gevinst for lokalsamfundet.

Borgmesterkandidat Lene Aalestrup glæder sig over endnu en erfaren kandidat på holdet. I Det Konservative Folkeparti bestræber vi os på, at have gode kandidater fra hele kommunen og kandidater med mange forskellige baggrunde og erfaringer udtaler Lene Aalestrup. Vi er et parti, der har stor fokus på det frivillige arbejde. Et arbejde som Pia i høj grad har bidraget til.

I mange år var Pia en aktiv del af bestyrelsen i vores konservative lokalforening. Her lærte jeg Pia rigtig godt at kende og har altid sat stor pris på hendes holdninger og værdier afslutter Lene Aalestrup.