Nyheder

Påskestormen Dave giver allerede hundredvis af skader – forsikringsselskaber forventer flere

Foreløbige tal viser omfattende skader, især i Nordjylland, mens mange endnu ikke har opdaget skaderne

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 6. april 2026

Påskestormen Dave har allerede ført til flere hundrede skadeanmeldelser hos danske forsikringsselskaber, og tallet forventes at stige i de kommende dage, efterhånden som folk vender hjem fra påskeferie.

Hos GF Forsikring er der indtil videre registreret 120 skader, mens If har modtaget omkring 150 anmeldelser fra danske kunder. Begge selskaber peger på, at især Nordjylland er hårdt ramt.

Mange skader på huse og tage

Ifølge GF Forsikring er det især bygninger, der har lidt skade under stormen.

  • Hen over påsken har vores medarbejdere i Skadehjælp arbejdet med at behandle de indkomne skadeanmeldelser, og indtil videre har vi fået 120 af slagsen. De værste skader er kommet i Nordjylland, hvor vi haft godt halvtreds akutte udkald. Det er især skader på huse og tage, vi har fået ind, fortæller Martin Rundager, direktør for Skadehjælp i GF Forsikring.

Hos If tegner der sig et lignende billede. Her skyldes mange skader blandt andet væltede træer, som har ramt boliger, samt nedfaldne tagsten og knuste ruder i drivhuse.

Selskabet oplyser desuden, at syv ud af ti skader stammer fra kunder i den nordlige del af Jylland.

Færre skader fra havemøbler

Selvom storme ofte fører til skader fra flyvende havemøbler, har det denne gang ikke været tilfældet.

  • Typisk ser vi, at stormene giver skader på huse og biler, når havemøbler flyver rundt, men den type skader har vi ikke fået anmeldelser på på nuværende tidspunkt. Så set med skadebriller har det været positivt, at mange havemøbler og trampoliner stadig står i deres vinterhi, fortsætter Martin Rundager og slutter:

Det kan hænge sammen med, at stormen ramte tidligt på året, hvor mange endnu ikke har taget havemøblerne frem.

Travlhed fortsætter efter påsken

Begge forsikringsselskaber forventer, at der vil komme flere anmeldelser i løbet af ugen.

”Vi har oplevet stor travlhed, efter Dave ramte i går, søndag, og vi har også haft mere travlt med at hjælpe vores kunder end forventet,” siger Helene Ibsen, boligchef i If.

Hun peger samtidig på, at mange endnu ikke har opdaget eventuelle skader:

”Mange danskere har været bortrejst i påsken, og vi forventer, at flere skadesanmeldelser vil tikke ind, i takt med at vores kunder vender hjem fra ferie og får mulighed for at danne sig et overblik over eventuelle stormskader,” siger Helene Ibsen.

Kan ende på niveau med tidligere storm

Selvom stormen ifølge GF Forsikring betegnes som relativt mild, forventes det samlede skadeomfang at blive betydeligt.

  • Det er ikke typisk med storm her i april, og da der er påske, og mange har været på ferie og familiebesøg, forventer vi først at få et samlet overblik over skaderne i løbet af ugen. Men vores forventning er, at der blive skadeomfanget kommer til at svare til stormen Otto i slutningen af februar 2023, hvor vi i GF Forsikring fik 1111 skadeanmeldelser alt i alt.

GF Forsikring forventer at komme med en opdateret status tirsdag den 7. april.