Forbruger
Ny version af Madpyramiden på vej til nordjyske skoler og butikker
Coop sender kunstnerisk fortolkning af den klassiske Madpyramide ud til skoler og butikker i hele Nordjylland
En ny udgave af den velkendte Madpyramide er i disse dage på vej ud til skoler og butikker i Nordjylland. Initiativet kommer fra Coop, som sammen med kunstneren HuskMitNavn har udviklet en ny, illustreret version baseret på De officielle Kostråd.
I uge 10 bliver Madpyramiden sendt ud til 42 skoler i Nordjylland sammen med nyt undervisningsmateriale. Samtidig får i alt 105 Coop-butikker i regionen plakater med den nye version.
Skal gøre kostråd mere overskuelige
Formålet er at gøre de officielle kostråd lettere at forstå i en tid, hvor mange danskere møder modstridende råd om mad og sundhed.
– “Vi bliver mødt af kostråd som aldrig før. Nogle er gode, andre flygtige trends. Og der er ualmindeligt mange hensyn, som børnefamilierne skal prøve at balancere imellem. Madpyramiden er vigtig, fordi den helt simpelt hjælper os med at holde fast i det grundlæggende med ‘spis mindst fra toppen og mest fra bunden’,” siger Annette Jorn, adm. direktør i Coop amba, der står bag Madpyramiden.
Undervisningsmaterialet er udviklet af Coop Madskole GoCook og skal gøre det lettere for lærere at arbejde med Madpyramiden og kostrådene i undervisningen.
Læs også:
Plakater uddeles i butikkerne
Den nye plakat bliver samtidig delt ud i Coops butikker i Region Nordjylland, herunder Brugsen, 365discount, Kvickly og SuperBrugsen.
Plakaterne bliver uddelt efter først til mølle, og flere steder vil det ske ved events i butikkerne den 7. eller 8. marts. Kunder kan også spørge i deres lokale Coop-butik.
På landsplan bliver der trykt og uddelt i alt 55.000 plakater.
Madpyramiden fylder 50 år
Den klassiske Madpyramide fylder 50 år i 2026. Den blev første gang udsendt i 1976 af FDB efter inspiration fra Coop i Sverige.
Siden da er den udkommet i 14 forskellige udgaver og er løbende blevet opdateret, så den følger De officielle Kostråd. I de nyere versioner har blandt andet bælgfrugter som ærter og bønner fået en mere fremtrædende plads.
Den nye plakat er tegnet af HuskMitNavn. Ifølge Coop er tanken, at illustrationen både skal kunne forstås hurtigt og samtidig invitere til at gå på opdagelse i detaljerne.
Pant kan støtte madundervisning
Arbejdet med Madpyramiden og Coop Madskole GoCook finansieres blandt andet gennem donationer fra pantautomater i Coops omkring 900 butikker i Danmark.
Kunder kan derfor støtte indsatsen ved at donere deres pant i automaterne i blandt andet Brugsen, SuperBrugsen, Kvickly og 365discount.
Læs også: