Nyheder
Ny rapport: Lejere presses af boligkrise verden over
Huslejer, boligmangel og korttidsudlejning gør det sværere for almindelige borgere at finde en betalelig bolig
Lejere i både Danmark, Europa og resten af verden er under stigende pres.
Det viser en ny rapport fra International Union of Tenants, IUT, som udkommer i forbindelse med organisationens 100-års jubilæum. Rapporten beskriver en global boligkrise, hvor høje huslejer, boligmangel og svag regulering rammer lejere på tværs af landegrænser.
København er også en del af billedet
Ifølge Lejernes Landsorganisation, LLO, ses udviklingen også i København, hvor opgange flere steder er præget af nøglebokse til korttidsudlejning. Systematisk udlejning til turister nævnes i pressemeddelelsen som en del af et internationalt problem, der mindsker udbuddet af boliger til faste beboere.
Boligudgifterne fylder samtidig mere i budgettet for mange lønmodtagere. En ny rapport fra European Trade Union Confederation viser ifølge LLO, at huslejen i flere EU-hovedstæder nu er højere end den månedlige mindsteløn. I mindst 14 EU-lande går mere end 35 procent af mindstelønnen til husleje.
Læs også:
Lejere fra 52 lande mødes
I dag mødes lejerorganisationer, forskere og beslutningstagere fra 52 lande i Malmø og København for at drøfte boligkrisen. EU-kommissær Dan Jørgensen deltager også ved konferencen, hvor EU-Kommissionens kommende plan for betalelige boliger er på dagsordenen.
”Boligkrisen er en social krise, der rammer millioner af mennesker globalt – vi kræver politisk handling”, lyder opråbet fra den internationale lejerorganisation, IUT, der afholder verdenskonference i Malmø og København de næste tre dage med deltagere fra 52 lande.
100 års kamp for lejerrettigheder
IUT blev grundlagt i 1926, og jubilæumsrapporten samler bidrag fra mere end 20 lande. Ifølge LLO viser rapporten, at lejere verden over kæmper med mange af de samme udfordringer.
”Tårnhøje huslejer og mangel på gode boliger presser mennesker over hele verden ud af byerne. Det er 100 år siden, det internationale samarbejde for lejere startede, og kampen for retfærdige vilkår og rimelige huslejer er stadig lige så aktuel i dag som i 1926”, siger formand for LLO, Helene Toxværd.
IUT’s generalsekretær Dan Nicander peger på, at boliger er afgørende for samfundets stabilitet:
“Sikre og betalelige boliger er ikke bare en social nødvendighed, men en hjørnesten i stabile samfund,” udtaler IUT’s generalsekretær Dan Nicander.
Europa er hårdt ramt
Rapporten beskriver blandt andet udviklingen i Tyskland, hvor hver tredje lejer bruger mere end 30 procent af sin indkomst på husleje, og hvor huslejerne ifølge rapporten er steget med 70 procent siden 2010.
I Sydeuropa nævnes masseturisme og korttidsudlejning som en væsentlig del af presset på boligmarkedet. I Ukraine har krigen ødelagt eller beskadiget 14 procent af alle boliger, mens Canada og Australien også fremhæves som lande, hvor huslejerne er steget markant.
Budskabet fra konferencen er, at boligkrisen kræver politisk handling, stærkere regulering og flere betalelige boliger.
Læs også: