Del på Facebook   Print siden

Nordjyllands Politi: Sommer-indbrud er i frit fald

112
Onsdag 10. august 2022 kl. 09:00

Nordjyllands Politi: Sommer-indbrud er i frit fald
Arkivbillede


Af Lone K. Hansen

Nordjyllands Politi: Sommer-indbrud er i frit fald

Nordjyllands Politi har opgjort årets antal af sommer-indbrud i privat beboelse i politikredsen: I juli måned i år er der således aktuelt anmeldt 52 tilfælde af indbrud – til sammenligning var det tilsvarende tal i juli måned sidste år 71 indbruds-anmeldelser.

52 indbrud er stadig mange og krænkende for de borgere, der oplever det, men politikommissær Ulf Munch Sørensen ved Nordjyllands Politi, der står i spidsen for politikredsens sektion for Berigelse, som bekæmper blandt andet indbruds-kriminalitet, er alligevel tilfreds med en klar tendens til faldende indbrud.

- Jeg er glad for, at tallene i år viser, at markant færre nordjyder har fået sommerferien ødelagt ved at komme hjem til en indbrudsramt bolig. Det er krænkende for den enkelte – og det skaber utryghed, når man som borger oplever, at ens private hjem er rodet igennem af fremmede. Derfor skal antallet af indbrud ned, siger Ulf Munch Sørensen.

Faldende tendens
Tendensen med faldende sommer-indbrud er naturligvis præget af en tid med en corona-epidemi, men politikommissæren pointerer, at der faktisk hen over de sidste adskillige år, også før corona, har været en faldende tendens i antallet af indbrud.

- Vi så selvfølgelig et markant fald i antallet af indbrud under corona, ikke mindst i ferietider, fordi folk jo opholdt sig meget mere derhjemme. Det er naturligt. Men faldet i antallet af indbrud var også slået igennem før corona – og noget tyder endda på, at faldet nu fortsætter her i 2022, hvor samfundet ikke længere er lukket ned på samme som de sidste to år. Det er en positiv udvikling, lyder det fra Ulf Munch Sørensen, der dog understreger, at der vil komme såkaldte efter-anmeldelser i løbet af august, som vil kunne få det aktuelle tal på 52 tilfælde af indbrud til at stige.

Nordjyderne (nabo)hjælper hinanden
Ulf Munch Sørensen fremhæver som nævnt, at faldet i antallet af sommer-indbrud også var ’slået igennem’, før coronaen ramte landet. I hvert fald så man 191 indbrud i 2018, mens det i 2019 var faldet til 160 – og lå på 157 i 2020.

Ifølge politikommissæren er en del af forklaringen, at nordjyderne i de senere år er blevet bedre til at holde øje med hinandens hjem og f.eks. benytte sig af ordningen om nabohjælp – ikke mindst i ferieperioder er det særligt nyttigt som et værn mod indbrud.

- Vi har også i efterhånden mange år fra politiets side haft et særligt fokus på netop indbrud i privat beboelse, hvilket kan medvirke til, at vi ser faldet, siger Ulf Munch Sørensen.

Ulf Munch Sørensen fremhæver også, at patruljerne – der laver gerningsstedsundersøgelserne i borgernes hjem, når de er blevet udsat for indbrud – er gode til at optage og sikre spor, når der har været indbrud.

Politiets indsats fortsætter
Politikommissær Ulf Munch Sørensen understreger i den forbindelse, at Nordjyllands Politis fokus på at bekæmpe indbruds-kriminalitet vedbliver at være stort. Indbrud skaber nemlig utryghed for det enkelte offer – uanset at antallet samlet set falder; derfor fortsætter indsatsen med at forhindre dem, opklare dem og drage de ansvarlige til ansvar for deres kriminalitet.

- Vores indsats skruer vi ikke ned for. Tværtimod. Vi fastholder trykket på vores kendte indbrudstyve, ligesom vi i samarbejde med de andre politikredse holder fokus på det, vi i politiet kalder for omrejsende kriminelle, siger Ulf Munch Sørensen.

Omrejsende kriminelle er tilrejsende fra udlandet, der blandt andet begår indbrud og ofte bevæger sig rundt i et lidt større geografisk område, inden de rejser ud af landet igen.

”Efterforskningen af netop disse kriminelle kræver ofte også, at vi har et godt og veludviklet samarbejde på tværs af politikredsene,” pointerer politikommissæren.

Sikr din bolig
Ulf Munch Sørensen fremhæver dog også borgernes egen indsats for at forebygge indbrud:

- Den er afgørende - man skal sikre sit hjem bedst muligt mod indbrud og tilmelde sig ordningen om nabohjælp. Det bedste indbrud er et, der aldrig er sket eller er blevet ved forsøget, fordi boligen var sikret eller nabolaget var vagtsomt

– og tip politiet
Endelig bør man altid, minder politikommissæren om, ringe til politiet på 114, hvis man ser noget mistænkeligt i ens nabolag.

- Et tip kan bidrage til, at vi kan forskyde vores patruljer hen til, hvor der er behov – og lige dit tip kan være dén afgørende information, der bidrager til en sags opklaring, siger Ulf Munch Sørensen, der dog slutteligt understreger, at hvis en gerningsperson er til stede, så skal man dog altid ringe 112.

Fakta – så meget er sommer-indbruddene faldet

• 52 tilfælde af indbrud i juli 2022 i privat beboelse
(vil kunne påvirkes af efter-anmeldelser)

• 71 tilfælde af indbrud i juli 2021 i privat beboelse

• 157 tilfælde af indbrud i juli 2020 i privat beboelse

• 160 tilfælde af indbrud i juli 2019 i privat beboelse

• 191 tilfælde af indbrud i juli 2018 i privat beboelse

• 251 tilfælde af indbrud i juli 2017 i privat beboelse

• 219 tilfælde af indbrud i juli 2016 i privat beboelse

• 393 tilfælde af indbrud i juli 2015 i privat beboelse

© Copyright 2022 rebildidag.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

112

Indbrud i villa i Mastrup
Indbrud i villa i Mastrup
112
Vidner og oplysninger om røveri søges
Vidner og oplysninger om røveri søges
112
Nordjyllands politi advarer
Nordjyllands politi advarer
112
Træpiller stjålet fra Hellum Hedevej
Træpiller stjålet fra Hellum Hedevej
112
Brand på Vester Korupvej
Brand på Vester Korupvej
112
Knallert påkørt af bil - som kørte fra stedet
Knallert påkørt af bil - som kørte fra stedet
112
3 biler involveret i færdselsuheld på Viborgvej
3 biler involveret i færdselsuheld på Viborgvej
112
94 årig kvinde udsat for tricktyveri i Støvring
94 årig kvinde udsat for tricktyveri i Støvring
112
1300 liter dieselolie og traktor stjålet fra maskinhus
1300 liter dieselolie og traktor stjålet fra maskinhus
112
Færdselsuheld ved krydset Bredgade og Mejlbyvej i Nørager
Færdselsuheld ved krydset Bredgade og Mejlbyvej i Nørager
112


Regionale nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

* indicates required