Alarm 112

Nordjyllands Politi flager hele dagen på halv stang efter dødsulykke

Politibetjent fra Syd- og Sønderjyllands Politi er afgået ved døden efter ulykke på Sønderjyske Motorvej ved Aabenraa

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 29. januar 2026

Nordjyllands Politi flager torsdag den 29. januar 2026 på halv stang fra politistationerne. Det sker, efter at en politibetjent fra Syd- og Sønderjyllands Politi i nat er afgået ved døden efter en færdselsulykke på Den Sønderjyske Motorvej ved Aabenraa.

I forbindelse med ulykken kom en politikollega alvorligt til skade og er indlagt.

Ulykken skete ved Aabenraa i nat

Syd- og Sønderjyllands Politi fik klokken 01.34 en anmeldelse om en ulykke på Den Sønderjyske Motorvej ved Aabenraa på grund af glat føre.

Kort efter skete endnu et uheld samme sted, da en lastbil ramte et af politiets køretøjer på ulykkesstedet.

En betjent død og en kollega alvorligt tilskadekommen

Det er i forbindelse med de to hændelser på motorvejen, at en politibetjent er afgået ved døden, mens en anden politibetjent kom alvorligt til skade.

Tanker til pårørende og kolleger

Nordjyllands Politi skriver i forbindelse med flagningen på halv stang: »Alle vores tanker går i denne stund til de pårørende og til vores kolleger.«