Nordjyderne er mere åbne for brugte sokker end brugt undertøj

12. december 2023
Nordjyderne er mere åbne for brugte sokker end brugt undertøj

81 % af danskerne kunne ikke finde på at købe brugt sexlegetøj, men blandt sjællænderne er det kun 77 %, der ikke kunne finde på det. Dermed er villigheden her størst. Sexlegetøj købt på brugtmarkedet skal de dog nyde mindst af i Vestjylland, selvom de så her er de mest villige til at købe en brugt madras.

Kjole, bukser og skjorte. Det er tre ting, vi gladelig kunne finde på at købe brugte, for ‘tøj’ er nemlig den mest populære genbrugsvare.

Men det er langt fra alt tøj, som danskerne er lige begejstrede for at købe brugt. Undertøj og sokker er nemlig på listen over de ting, som flest danskere svarer, de ikke kunne finde på at købe brugte. Hele 77 % af os kunne ikke drømme om at købe brugt undertøj, og 59 % afviser at shoppe sokker, hvis de har været båret af andre før dem.
Sexlegetøj (81%), madrassen (57 %) og hygiejneprodukter (55 %) er også i top 5 over de varer, flest har svaret, at de ikke kunne finde på at købe brugt. Det viser Genbrugsindekset 2023.

I Vestjylland handles der mest sjældent med brugt sexlegetøj
De regionale forskelle på, hvor åbne man er overfor brugt sexlegetøj, er store. I Vestjylland skal 87 % af indbyggerne ikke nyde noget, mens man på Sjælland er mest åbne overfor idéen, eftersom kun 77 % her er imod.

Og netop som man skulle tro, at vestjyderne var meget imod de mest “kritiske” brugtvarer, overrasker befolkningen. I Vestjylland har du nemlig nemmest ved at sælge din brugte madras. Det fristes man i hvert fald til at konkludere, for 51 % af vestjyderne vil ikke købe madrassen brugt. Det står i skarp kontrast til københavnerne, hvor hele 61 % ikke skal nyde noget. Dermed er Hovedstaden de mindst åbne overfor ideen om brugte madrasser.

Nordjylland: Kæmpe nej til brugt undertøj, men det største ja til brugte sokker
Nordjyderne er ligesom vestjyderne meget todelte omkring, hvad de vil købe og ikke købe brugt. For i Nordjylland er der færrest, der kunne forestille sig at købe brugt undertøj, eftersom hele 81 % af nordjyderne svarer ‘nej’ til dette.
Landsgennemsnittet lyder på 77 %, og på Sjælland gælder det hele 74 %, og dermed er der flest på djævleøen, der er åbne overfor at købe brugt undertøj.

– Vi må bare tage hatten af for region Sjælland, hvor man altså er de mindst lukkede overfor både ideen om at købe brugt undertøj og sexlegetøj. På DBA er der en masse fint mærkevare-undertøj, som folk sælger for en billig pris, selvom meget af undertøjet aldrig har været brugt – det kan bare ikke returneres længere, fortæller Julie Schoen, presseansvarlig hos DBA.

Men noget, Nordjylland er friske på at købe på genbrugsmarkedet, er sokker. Kun 55 % af nordjyderne kunne ikke finde på at erhverve sig brugte strømper, hvilket står i skarp kontrast til de “mindst sokke-villige”, som du finder i Nordsjælland, hvor 63 % svarer nej til samme spørgsmål.

En af dem, der ikke har noget imod at købe flere af de “upopulære” genbrugsvarer på denne liste, er 34-årige Sandra Athina fra København N. Læs hendes genbrugserfaringer med at sælge og købe de “svære” genbrugsvarer, her.

Det kunne danskerne ikke finde på at købe brugt:

Landsgennemsnittet:

– Sexlegetøj 81 %
– Undertøj 77 %
– Sokker 59 %
– Madras 57 %
– Hygiejneprodukter, fx parfume 55 %

Hovedstaden:

– Sexlegetøj 79 %
– Undertøj 75 %
– Sokker 60 %
– Madras 61 %
– Hygiejneprodukter 55 %

Nordsjælland:

– Sexlegetøj 83 %
– Undertøj 77 %
– Sokker 63 %
– Madras 58 %
– Hygiejneprodukter 55 %

Sjælland:

– Sexlegetøj 77 %
– Undertøj 74 %
– Sokker 58 %
– Madras 56 %
– Hygiejneprodukter 54 %

Fyn:

– Sexlegetøj 80 %
– Undertøj 77 %
– Sokker 57 %
– Madras 54 %
– Hygiejneprodukter 52 %

Sønderjylland:

– Sexlegetøj 82 %
– Undertøj 80 %
– Sokker 59 %
– Madras 58 %
– Hygiejneprodukter 58 %

Vestjylland:

– Sexlegetøj 87 %
– Undertøj 76 %
– Sokker 56 %
– Hygiejneprodukter 52 %
– Madras 51 %

Østjylland:

– Sexlegetøj 84 %
– Undertøj 80 %
– Sokker 60 %
– Madras 56 %
– Hygiejneprodukter 56 %

Nordjylland:

– Sexlegetøj 82 %
– Undertøj 81 %
– Sokker 55 %
– Madras 55 %
– Hygiejneprodukter 53 %

Kilde: Genbrugsindekset 2023