Er det okay at sende papkruset på en flyvetur ud af bilvinduet, når man har drukket sin to go-kaffe? Spørger man de danske bilister, er svaret et rungende nej.
I en rundspørge, som Verian har lavet for Vejdirektoratet, svarer 91 procent, at det er meget forkert at smide affald ud af bilen, så det havner på vejen, i rabatten eller naturen. I samme undersøgelse svarer 87 procent, at de aldrig smider affald ud af bilen.
Alligevel ender massevis af skrald i vejkanterne, og sidste år måtte Vejdirektoratet fjerne mere end 700 tons affald langs statsvejene. Det svarer rundt regnet til 100 millioner papkrus, som stablet ovenpå hinanden ville kunne danne et cirka 9.000 km højt tårn. De tal ærgrer transportminister Thomas Danielsen.
Vi har tæt på 8000 kilometer vejside langs statsvejene. Mit mål er, at det skal blive til gode levesteder for insekter i takt med, at vi bygger og renoverer veje. Vejsiderne er en oplagt mulighed for at skabe vild natur, der både er insektvenlig, praktisk og flot at se på, og derfor er det ærgerligt, når der bliver smidt skrald, siger Thomas Danielsen.
Hos Vejdirektoratet så man også meget gerne, at skraldet endte i skraldespanden og ikke i vejkanten.
Det er en enorm mængde skrald, der hvert år ryger ud af bilvinduerne og ender i vejkanten. Det står jo lidt i kontrast til, at så stor en del af bilisterne svarer, at det kunne de aldrig finde på at gøre, siger specialkonsulent Charles Lykke Hansen fra Vejdirektoratet.
For at komme de store mængder skrald til livs relancerer Vejdirektoratet nu kampagnen Tak for ingenting i vejkanten, der skal huske trafikanterne på, at de selv må tage ansvar for deres eget skrald. Det fortæller Charles Lykke Hansen:
Det kræver så lidt og det betyder så meget for både miljøet og for alle os andre, der skal se på skraldet i vejkanten. Det er jeg sikker på, at de bilister, der smider affald ud af vinduet, også inderst inde kan se. Desuden koster det jo også penge at få det ryddet op, siger han.
I Vejdirektoratets kampagnefilm ender hovedpersonen med at spise sit skrald, for at det ikke skal ende i vejkanten. Men så langt behøver man naturligvis ikke at gå, fortæller Charles Lykke Hansen:
Det kræver ikke andet, end at bilisterne bruger den næste skraldespand, de kommer til, om det så er derhjemme eller ved deres næste stop. Sværere er det jo ikke, siger han.
Læs mere om kampagnen her, hvor du også kan se, hvor meget skrald, der blev opsamlet i de forskellige regioner: Tak for ingenting… i vejkanten
Fakta om rundspørgen
Antal interviews: 1.274
Metode: Interviews i onlinepanel
Dataindsamling: Fra 14. marts til 3. april 2023
Målgruppe: Bilister 18+ år, der kører mere end 3.000 km. årligt privat eller i forbindelse med erhverv.
/ritzau/