Alarm 112

Narko, knive, kontanter og manglende førerret

Redaktion
Af Redaktion 6. maj 2024

Søndag tidlig morgen – eller sen nat – kl. 04.55 blev en bil standset ved McDonalds i Haverslev. Det blev den ved mistanke om narkokørsel, der viste sig at holde stik. Det oplyser politikommissær Ann-Britt Miller fra Hobro Politi og uddyber:

– Vores patrulje standsede bilen og testede føreren for narko. Da det gav udslag, blev han sigtet for dette. I samme ombæring blev der foretaget en ransagning af bilen, der resulterede i fundet af 100g amfetamin, 50g MDMA samt en hel del kontanter og regnskaber.

Den 32-årige mand blev derfor indbragt til politigården i Aalborg sigtet for alle forholdene. Han blev fremstillet i grundlovsforhør i går middags og varetægtsfængslet i 4 uger.

Ud over nævnte blev han også sigtet for kørsel uden førerret samt for brud på våbenloven ved at være i besiddelse af 6 knive på offentligt sted.