Når jeg bliver gammel

Af André Ellegaard Jensen, Byrådskandidat, Socialdemokratiet

Det virker måske lidt underligt at jeg som 31-årig skal kloge mig på hvad en værdig alderdom er Men jeg vover nu alligevel forsøget for hvordan vil jeg selv behandles når jeg er kommet i kategorien alderdom? Først og fremmest skal man have muligheden for at kunne leve det liv, som man selv ønsker, at man har muligheden for at opleve verden, familien, vennerne og livet omkring en. Og når man ikke længere selv kan gøre det hele selv, så skal man kunne få hjælpen til det. En hjælp der er værdig, tilstrækkelig og menneskelig. Og en hjælp til at kunne leve livet skal ikke være en besværlighed. Det skal være en selvfølgelighed.

Jeg ved at mine bedsteforældre har knoklet i mange år, har arbejdet hårdt og det har mange i den generation. Så derfor skal de også kunne føle at de har, eller får, en værdig alderdom, så at de kan opleve livet, verden og familien.

Hvis det skulle blive nødvendigt for en at flytte på et ældrecenter, så skal man i det store hele ikke opleve andet, end man flytter i et andet hjem. For det kan være en omvæltning nok i forvejen. Man skal kunne fortsætte med sit liv være en del at fællesskaberne og måske finde nogle nye man har interesse for.

Uanset om der er behov for hjælp i hjemmet, brug for en plads på et ældrecenter eller for et specialtilbud indenfor f.eks. demens, så skal der efter min opfattelse altid tages udgangspunkt i den ældres (og familiens) behov. Den bedste løsning skal kunne findes. Når man får brug for hjælp, skal man efter mange års virke kunne få den hjælp man har behov for.

Når jeg bliver gammel, håber og regner jeg med at fremtidens politikere vil sørge for at det ovenstående (fortsat) vil være mulig for mig at kunne få. En værdig alderdom er en selvfølgelighed i dag, i morgen og om 45 år.