Når danskerne forbereder sig på en krise, handler det ofte om at fylde skabene med mad, vand og andre nødvendige forsyninger. Men det er ikke nok at have styr på det praktiske.
Det mener organisationen SIND, som nu lancerer en række konkrete råd om, hvordan danskerne også kan forberede sig mentalt og socialt på en krisesituation.
Rådene er udviklet i samarbejde med 91 frivillige, hvoraf mange selv lever med psykiske udfordringer.
Formålet er at skabe større tryghed og mindske de bekymringer, som blandt andet krig, cyberangreb og risikoen for andre kriser kan føre med sig.
Små forberedelser kan skabe større tryghed
Myndighederne anbefaler, at danskerne kan klare sig selv i tre døgn, hvis eksempelvis strøm, vand eller internet forsvinder.
Det indebærer blandt andet at have vand, mad, nødvendig medicin og mulighed for at modtage information.
Men ifølge SIND er det lige så vigtigt at tænke på den mentale trivsel.
“Vi skal forberede os på kriser uden at gå rundt og være bange for dem. For nogle mennesker kan alle budskaberne om trusler og beredskab blive overvældende. Derfor vil vi gerne flytte fokus fra frygt til handling. Man behøver ikke gøre alt på én gang. Selv små forberedelser kan give en oplevelse af ro og kontrol,” siger Mia Kristina Hansen, forperson for SIND.
Læs også:
Husk naboen, hvis telefonen ikke virker
Et vigtigt element i SINDs anbefalinger er at have aftaler med andre mennesker, inden en krise opstår.
Det kan eksempelvis handle om at vide, hvem man kan kontakte, hvis telefonnettet svigter, eller hvem der holder øje med en nabo, som bor alene.
“Vand og mad kan man stille på en hylde. Men man skal også vide, hvem man kan gå hen til, hvis telefonerne ikke virker. Hvem banker man på hos? Hvem holder øje med naboen, der bor alene? Fællesskaber bør simpelthen være en del af vores beredskab,” siger Mia Kristina Hansen.
SIND peger samtidig på, at bøger, brætspil og strikketøj kan være med til at skabe trivsel, hvis strømmen og internettet forsvinder.
Beredskab må også gerne være hyggeligt
Ifølge organisationen behøver forberedelserne hverken være komplicerede eller gennemføres på én gang.
Tværtimod anbefales det at tage små skridt og gerne inddrage familie, venner eller naboer.
“Beredskab må faktisk også gerne være hyggeligt. Man kan fx lave en beredskabsmiddag med familie, venner eller naboer og prøve at lave mad af det, man har på lager. Det vigtige er ikke at blive perfekt forberedt fra den ene dag til den anden. Det vigtige er at komme i gang og helst gøre det sammen med andre,” siger Mia Kristina Hansen.
Hun understreger desuden, at når flere mennesker kan klare sig selv og hjælpe hinanden, får myndighederne bedre mulighed for at koncentrere hjælpen om dem, der har størst behov.
Ekspert: Hybridkrig kan skabe frygt og usikkerhed
SIND tager nu budskabet med på en foredragsturné, hvor eksperter i desinformation og hybride trusler deltager.
En af eksperterne er Alexander Høgsberg Tetzlaff, der er major i Hæren, militæranalytiker og forsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet.
“Hybridkrig handler blandt andet om at prøve at skabe frygt og svække sammenhængskraften i samfundet. Sandsynligheden for en egentlig krig er meget lille, men hybride trusler kan skabe kriser og bekymring og svække tilliden til fællesskabet. Et vigtigt modtræk er at være forberedt. Hvis man ved, hvordan man kan klare sig i en periode, for eksempel uden strøm, kan det dæmpe bekymringerne og styrke oplevelsen af tryghed og handlekraft,” siger Alexander Høgsberg Tetzlaff.
Foredragene bliver afholdt i Rødovre, Aalborg, Randers, Roskilde og Tønder samt online.
Tre råd til at blive bedre forberedt
SIND har samlet tre anbefalinger, som skal gøre det lettere at komme i gang med hjemmeberedskabet:
1. Begynd med det, du allerede har: Tag udgangspunkt i myndighedernes anbefalinger om at kunne klare sig i tre døgn. Undersøg, hvad du har derhjemme, og hvad du mangler. Du behøver ikke købe alt på én gang.
2. Gør forberedelserne til noget fælles: Inviter familie, venner eller naboer til en beredskabsmiddag, hvor I laver mad af langtidsholdbare varer. Brug samtidig lejligheden til at tale om, hvordan I kan hjælpe hinanden.
3. Lav aftaler med mennesker omkring dig: Find ud af, hvem du kan søge hjælp hos, hvis telefon og internet ikke virker. Aftal også, hvem du selv kan hjælpe i en krisesituation.
Ifølge SIND er det afgørende, at beredskab ikke bliver endnu en kilde til bekymring.
“Målet er ikke at gøre mennesker mere bekymrede. Tværtimod. Vi vil vise, at nogle få konkrete handlinger kan gøre situationen mere overskuelig. Lidt beredskab er bedre end intet, og man behøver ikke stå alene med det,” siger Mia Kristina Hansen.
Læs også: