Rebild og omegn
MNJ byder velkommen til PRØV FOLKE RACE – KARTING – RALLY – MRC.
.Af Klaus Hansen Dette foregår med Åbent Hus-arrangementet: PRØV FOLKE RACE (PFR) på motorsports-stadionet i Nysum. – Prøveturen i Folke Race er gratis og foregår i passagersædet med en FR-chauffør ved rattet, oplyser baneleder Kaj Storgaard. – Efterfølgende er der mulighed for en køretur med sig selv ved roret og alene i raceren. Dette sker […]
.
Af Klaus Hansen
Dette foregår med Åbent Hus-arrangementet: PRØV FOLKE RACE (PFR) på motorsports-stadionet i Nysum.
– Prøveturen i Folke Race er gratis og foregår i passagersædet med en FR-chauffør ved rattet, oplyser baneleder Kaj Storgaard.
– Efterfølgende er der mulighed for en køretur med sig selv ved roret og alene i raceren. Dette sker mod et lille beløb til dækning af slitage og brændstof. Man skal under alle omstændigheder blot møde op med sig selv, idet MNJ stiller køredragter og styrthjelme til rådighed i alle gængse størrelser.
MNJ var mangeårig samarbejdspartner for den populære TV-serie: Zulu Djævleræs, som har oplevet stor seer-interesse på både TV2 Zulu og TV2. Bowler Tage blev en populær landskendt og hurtigtsnakkende speaker i TV-serien.
– Vi starter op midt på formiddagen lørdag, supplerer Bowler Tage. – Det er derfor en god ide at komme så tidligt som muligt. På forhånd har MNJ mærket stor interesse for PRØV FOLKE RACE. Endnu flere af klubbens kørere end i 2018 har lovet at stille FR-biler til rådighed og evt. være chauffør. Man kan også bare kikke forbi og indsnuse stemningen/atmosfæren, idet aktiviteten på banen bliver næsten lige så høj som ved publikumsløbene i Folke Race.
Arrangementet tiltrækker traditionelt nysgerrige motorsports-fans fra et stort område i Nord- og Østjylland. Laila Olesen havde sammen med sin veninde taget turen fra Hørning lidt syd for Århus: – Vi var vildt store fans af Zulu Djævleræs-serierne, og havde derfor bestemt os for selv at prøve udfordringerne i Folke Race.
Den tidligere danske mester i Ladies Cup: Anni Schødt Laursen var først chauffør for Laila Olesen rundt på motorbanen: – Jeg kører selvfølgelig med et lille sikkerheds-overskud i tempoet. Det gælder om at give de fremmødte en spændende oplevelse uden ridser og skrammer. Folke Race kan være dramatisk med rulleture og pirouetter, men det skal absolut ikke sammenlignes med Stock Car, hvor deltagerne bevidst prøver på at ødelægge modstanderens bil.
– Vi er i fuld gang med at opgradere vores ny kartingbane: Tom K Karting Arena, fortsætter Kaj Storgaard. Dette bevirker nu, at interesserede får mulighed for at køre en tur rundt på den flotte bane. Man får en kart stillet til rådighed, men skal betale et mindre beløb til benzin og leje.
MNJ har gennem mange år været med i rallysporten, og i lighed med FR får man mulighed for at få en køretur i højresædet hos en rallykører i en rallybil.
Som noget helt nyt har MNJ budt MRC velkommen inden for på motorsports-stadionet i Nysum: – Vi har masser af plads på baneområdet, hvorfor det vil være fornuftigt at give MRC-entusiasterne mulighed for at boltre sig. De små hidsige biler kommer virkelig på spændende udfordringer. MRC-kørerne giver mulighed for at man kan prøve en testtur.
– Vi har mobiliseret ekstra materiel-vitaminer til at få ÅBENT HUS til at glide, afslutter Kaj Storgaard. – Den nederste aldersgrænse for Folke Race og rally er 14 år. Der kræves derfor ikke kørekort i Folke Race, men man får dog ikke lov til at deltage i motorløb, såfremt kørekortet er fradømt og derfor hænger til tørre nede hos Politiet.
I karting og MRC kan man prøve at deltage fra 8 års-alderen.