Rebild og omegn

Lokal forfatterdebut på årets udgave af litteraturfestivalen Ord i Nord

.Af Klaus Hansen Når litteraturfestivalen Ord i Nord løber af stablen lørdag den 2. februar på KulturStationen og i Kinorevuen i Skørping er det med kendte forfattere som Søren Ulrik Thomsen, Britt Karin Larsen, Knud Sørensen, Iben Mondrup og Malene Ravn. Gode, etablerede navne, men Ord i Nord har også fokus på de helt nye, […]

Lokal forfatterdebut på årets udgave  af litteraturfestivalen Ord i Nord
11. januar 2019
Af Redaktion

.
Af Klaus Hansen

Når litteraturfestivalen Ord i Nord løber af stablen lørdag den 2. februar på KulturStationen og i Kinorevuen i Skørping er det med kendte forfattere som Søren Ulrik Thomsen, Britt Karin Larsen, Knud Sørensen, Iben Mondrup og Malene Ravn. Gode, etablerede navne, men Ord i Nord har også fokus på de helt nye, lokale forfattere.

I forbindelse med årets festival debuterer Sandra OBrien Kirk, Hadsund, med novellesamlingen Når månen går ned. Bogen, der udkommer på Forlaget Rebild, præsenteres på Skørping Bibliotek lørdag 2. februar kl. 10-11, hvor Sandra OBrien Kirk i samtale med Lena Elise Green, Rebild Bibliotekerne, fortæller om bogens tilblivelse.

Sandra OBrien Kirk, der i det daglige arbejder som afdelingsleder på Hadsund Skole, har i flere år været en del af Forfatterværkstedet tilknyttet BOGBY9520 i Skørping. Her har hun bl.a. bidraget til antologien Kragetæer i kor fra 2015. Om det at skrive fortæller Sandra OBrien Kirk:
– Privilegiet ved at skrive, oplever jeg, bl.a. er rummet til at stoppe op og udforske en følelse, en fornemmelse, en stemning, et udtryk eller en oplevelse, som jeg selv har haft eller været vidne til hos andre. Jeg arbejder ikke med en fast køreplan, når jeg skriver. Jeg ved ikke, hvor teksten fører mig hen, når jeg begynder. Jeg har ikke et gennemtænkt plot. Fortællingen udvikler sig, efterhånden som jeg er i den.

– En del af kunsten ved at skrive er for mig at kunne sige rigtig meget ved at sige så lidt som muligt. Få velvalgte ord siger for mig langt mere end lange maleriske beskrivelser.

Her er en smagsprøve fra novellesamlingen Når månen går ned, der udkommer i forbindelse med Ord i Nord:

Rød gelé og brune kartofler skubbes rundt som farveklatter i et maleri. Jeg piller i huden på min tommeltot. Løse hudflager og skarpe negle. Det dunker i fingeren. Jeg hæver glasset med rødvin. – Første jul i huset.

Min stemme er lidt for høj, da jeg siger det. Som om lyden, måden jeg siger det på, vil løfte noget. Men der er ikke noget, der løftes. Jeg taber en tallerken på gulvet, da vi rydder af. Den deler sig i fire lige store stykker. Hvidt porcelæn på det afhøvlede trægulv. En kartoffel triller af sted. Brun sovs på skabslågen. Han kigger på mig. Blikket så spidst at jeg kan mærke nålene bore sig ind i min hud. Øjnene trækker sig sammen. Den blå farve forsvinder.

Når månen går ned berører det svære ved at være i livet sammen med andre og samtidig have en tilstedeværelse i sig selv. Gennem seks noveller møder vi personer, der på forskellig vis lader sig forme af de relationer, de indgår i, hvor uforudsigeligheden er et vilkår, og hvor det usagte bliver tydeligere end det sagte.

Politiets nye strømpistol rulles ud i Nordjylland

Læs også: Politiets nye strømpistol rulles ud i Nordjylland

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Rebild og omegn

Se flere artikler