Politik

Læserbrev: Lad os bruge det, vi allerede har til rådighed

Læserbrev: Lad os bruge det, vi allerede har til rådighed

Redaktion
Af Redaktion 13. april 2023

Af: Birgitte Wilsted Simonsen, Byrådsmedlem (C)i Rebild, Næstformand for Børne- og Familieudvalget, på vegne af Den Konservative Byrådsgruppe i Rebild Kommune

I Rebild Kommune har vi et specialtilbud “Skoven” tilknyttet Skørping Skole for elever med socioemotionelle udfordringer. Søgningen til dette tilbud er stigende, og der er behov for at udvide tilbuddets fysiske rammer.

Specialtilbuddet er i dag placeret i lejede bygninger og kombineret med ændrede regler omkring brandsikring og ikke mindst den øgede søgning, så er der behov for at se på nye lokaler. Dette er der generel politisk forståelse og enighed om.

Hos den konservative byrådsgruppe er vi fokuserede på, at vi skal skabe gode forhold for de elever, der er tilknyttet de forskellige specialtilbud, men vi er ikke enige i den beslutning, som er truffet i Børne og Familieudvalget derfor har vi som de eneste stemt imod.

Vi stemte imod, at “Skoven” skal flyttes til Hellum Skole, der i en årrække har været lukket, og som Rebild Kommune har ønsket at sælge. Lokalt skulle der været interesse i skolens lokaler til forskellige spændende initiativer inden for kultur og undervisning, noget som kan være med til at styrke Hellum som bysamfund.

Rebild Kommune står i en situation, hvor op til flere skolelukninger er blevet bragt på bane, som et middel til at bidrage til at forbedre kommunens økonomi.

Vi ønsker i den konservative gruppe, at “Skoven” placeres på en af de skoler, der har været nævnt i forbindelse med eventuel skolelukning.
Der er her tale om skoler, der i dag er i drift, og hvor der løbende er sket vedligeholdelse, ligesom udearealerne også er i fuld funktion. Mon ikke der i en af disse skoler kan findes den nødvendige plads til at “Skoven” kan integreres.

Ved at “Skoven” fremtidigt placeres på en af disse skoler, kan det forhåbentlig være med til at sikre grundlaget for en skole i en af kommunens mindre bysamfund fremover.

Lad os bruge de bygninger, der er i skoledrift i stedet for at skulle bruge mange midler på at gøre nedlukkede bygninger klar til noget, der sandsynligvis allerede er til rådighed. Det mener vi i den Konservative byrådsgruppe er den bedste løsning.