Politik

Læserbrev: Kirkeministeren tøver stadig med at fjerne diskriminationsregel i folkekirken

Læserbrev: Kirkeministeren tøver stadig med at fjerne diskriminationsregel i folkekirken

Redaktion
Af Redaktion 15. april 2023

Af Theresa Berg Andersen Medlem af Folketinget for SF

I Danmark har vi i dag en undtagelse, der giver trossamfund ret til at diskriminere kvinder på baggrund af deres køn. I SF synes vi at det er helt vildt, at man i 2023 må diskriminere på baggrund af køn i folkekirken.
Modargumenterne fra regeringen lyder, at folkekirken skal være rummelig og have højt til loftet og at vi skal lade folkekirken være som den er. Men der er ingen former for diskrimination, som må opfattes som rummeligt eller højt til loftet. I SF mener vi faktisk det stik modsatte. Derfor skal vi have fjernet den regel, som giver folkekirken ret til at fravælge kvindelige præster. Det er en klokkeklar diskrimination af kvinder.

Og argumentationen holder ikke vand. For hvis undtagelsen fjernes, vil det ikke pålægge menighedsrådene at ansætte nogle bestemte præster. Det vil ganske enkelt bare gøre det ulovligt for dem at fravælge en præst ved ansættelse på grund af præstens køn. Præcis som det er ulovligt ved alle andre ansættelser i Danmark, at fravælge et bestemt køn.
Ved at beholde retten til at fravælge kvindelige præster, sender vi et signal til Folkekirken om, at det er okay at diskriminere kvinder. Det synes vi i SF, simpelthen ikke at man kan være bekendt. Tænk at man er nødt til at sige op på sit job, flytte fra hus og hjem fordi man bliver diskrimineret på baggrund af sit køn. Det er uretfærdigt og slet ikke okay.

Danmark skal ikke have en lov som gør det muligt at diskriminerer kvinder. Den tid er vi for længst løbet fra!