Politik
Læserbrev: Inflationshjælpen er et plaster på en blødende privatøkonomi – men det er ikke nok
Læserbrev: Inflationshjælpen er et plaster på en blødende privatøkonomi men det er ikke nok
Af: Theresa Berg Andersen, SF
Der findes ikke fattigdom i Danmark. Det kan vi sige nok så mange gange, men det gør det nu engang ikke sandt. Afstanden mellem rig og fattig er støt stigende, flere steder vokser børn op i fattigdom, og forleden kunne NB Kommune berette, at også mange pensionister lever under trange kår.
Værst står det til i det sydlige Danmark, men også Nordjylland tiltrækker sig negativ opmærksomhed. I Frederikshavn Kommune er det eksempelvis 33 procent af folkepensionisterne, der modtager den såkaldte ældrecheck, som gives ud fra kriterier om lav indkomst og en formue på under 98.500 kroner. I Brønderslev Kommune, Jammerbugt Kommune, Vesthimmerlands Kommune, Mariagerfjord Kommune, Morsø Kommune og Læsø Kommune modtager henholdsvis 30 procent, 30 procent, 31 procent, 31 procent, 32 procent og 35 procent af folkepensionisterne hvert år en ældrecheck. Til sammenligning ligger landsgennemsnittet på 27 procent.
De fleste ved, at folkepensionen er lav. Det er hårdt at få så penge til at række hele måneden, og når der samtidig næsten ingenting står på opsparingskontoen, kan det være svært at betale selv de helt basale regninger. Det er noget, der giver unødig stres og mange bekymringer i en tid, hvor man ellers burde høste frugterne af et langt liv på arbejdsmarkedet.
De fattige folkepensionister modtager lige nu udover ældrechecken regeringens inflationshjælp. 5000 skattefrie kroner tjekker i disse dage ind på 290.000 pensionisters kontoer. Både ældrechecken og inflationshjælpen varmer lige nu og her og fungerer som et kærkomment plaster på en blødende økonomi.
Men måske skal vi forarges, når næsten 300.000 ældre i Danmark har brug for økonomisk hjælp. Når næsten en tredjedel af pensionisterne bosat i flere Nordjyske kommuner ikke kan få tingene til at hænge sammen uden statslig støtte. Måske skal vi spørge os selv, om vi som et af verdens rigeste lande kan være bekendt at leve i blandt så mange fattige? Og så skal vi stoppe op, tænke os om og gøre noget ved det.
I SF er vi glade for inflationshjælpen vi var sågar selv med i aftalen men vi mener også, at vi skal gå endnu længere og gøre mere for den gruppe af borgere. Vi skal sikre, at man i et land som Danmark ikke skal være bange for at træde tilbage fra arbejdsmarkedet. Alle har ret til og krav på en værdig og rolig alderdom. En alderdom med fokus på børnebørn, hobbyer og afslapning i stedet for banksamtaler, rykkere og frustrationer.
Læs også: