Nørager og omegn
Kreativitetens Dag på Haverslev-Ravnkilde Skole
Kreativitetens Dag på Haverslev-Ravnkilde Skole
Af Lone K. Hansen
Den 21. april var Kreativitetens Dag og på Haverslev-Ravnkilde Skole blev der i år tænkt kreativt ud fra det fælles ord: ELASTIK. Et meget passende tema i en tid, hvor vi alle strækker os lidt længere.
Ud over at eleverne er blevet klogere på elastikkens historie, har de sammen med lærere og pædagoger fundet på spændende aktiviteter og fælles produkter, der alle har elastik som fællesnævner.
Det har været helt fantastisk at se, hvad der kom ud af det: Der er fx blevet bygget katapulter og fremstillet hoppebolde og armbånd, ligesom flere klasser har været på løb med elastik-poster og hoppet i elastik, som man gjorde i frikvartererne i gamle dage, fortæller skoleleder Trine Gaarden og fortsætter, hovedformålet med dagen var at udfordre børnenes kreative tænkning, men samtidig blev dagen også brugt til at få en god oplevelse sammen, ved at skabe fælles og dynamiske kunstværker.
Det ene kunstværk består af en stor plade med masser af søm og farvede elastikker, som børnene løbende kan ændre på, så der hver dag er et nyt udtryk. Det andet kunstværk er et billede, hvor alle elever har lavet farvetryk med elastikker i forskellige mønstre.
Selv om aktiviteterne var tilrettelagt klassevis, er processen og de færdige produkter fælles, for alle har bidraget til dem.
Som et af børnene udtrykte det på dagen: “Det er bare dejligt, at lave noget sammen igen”. Flere andre børn gav udtryk for, at det havde været verdens bedste onsdag.
Vi trænger nemlig alle sammen til gode, fælles oplevelser, slutter Trine Gaarden efter en skøn dag i kreativitetens tegn på Haverslev-Ravnkilde Skole.
Læs også: