Nyheder

Krav om græs til alle køer: Økologisk Landsforening vil have ny lov

Mens Økodag fejres landet over, efterlyses politisk handling for bedre dyrevelfærd

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 12. april 2026

I dag fejrer omkring 100.000 danskere Økodag på 39 økologiske gårde, hvor køerne lukkes ud på græs. Men samtidig står mange andre køer fortsat i stalden uden adgang til det fri. Det vil Økologisk Landsforening nu ændre med et lovkrav.

Kun få konventionelle køer kommer på græs

Ifølge tal fra Danmarks Statistik er det kun 17 procent af de konventionelle malkekøer, der kommer ud på græs. Til sammenligning gælder det for alle økologiske malkekøer, da det er et krav i økologireglerne.

Det er et problem, mener Michael Kjerkegaard, der er økologisk kvægavler og forperson i Økologisk Landsforening.

”Økodag viser os år efter år, hvor stor glæde køerne har af at komme ud. Den glæde vil vi give til alle køer. Derfor opfordrer vi de politiske partier til at tage køernes adgang til den åbne himmel med ind til bordet i de aktuelle regeringsforhandlinger, så vi får en lov, der sikrer alle køer ret til at komme på græs. Vi kan ikke være andet bekendt,” siger han.

Opfordring til politikerne

Organisationen ønsker, at kravet om adgang til græs bliver en del af de aktuelle regeringsforhandlinger. Ifølge Michael Kjerkegaard er tiden inde til at handle, særligt efter en valgkamp med fokus på dyrevelfærd.

”Kig ud ad vinduet, når du kører igennem Danmark. Du ser langt færre køer på marken end tidligere. Vi skal have køerne ud af stalden igen. Nu har vi lige været igennem en valgkamp, hvor dyrevelfærd har fyldt meget, og hvor de fleste partier har udtrykt enighed om at gøre noget for landbrugsdyrene. For køerne er den allerbedste forbedring en lov, der sikrer dem græs mellem klovene, motion, frisk luft og mulighed for at udføre deres naturlige adfærd.”

“Lad os give dem himlen tilbage”

Forpersonen understreger, at det ikke kun handler om regler, men om grundlæggende dyrevelfærd.

”Nu er det køernes tur. De har krav på at komme på græs. Lad os give dem himlen tilbage.”