Rebild og omegn

Konservativt virksomhedsbesøg i Støvring

Redaktion
Af Redaktion 22. marts 2023

Mandag d. 20. marts besøgte ca. 30 medlemmer af Det Konservative Folkeparti i Rebild og Vesthimmerland virksomheden Actulux, der i 2022 flyttede i et nyt og topmoderne domicil ved E45 i Støvring.

Her fik de fremmødte konservative indblik i produktionen i vækstvirksomheden, der laver åbningssystemer til brug for bl.a. brand- og komfortventilation.

Efter rundvisningen på virksomheden gav det nordjyske folketingsmedlem Per Larsen indblik i den politiske situation og gjorde status efter valget. Han kom bl.a. ind på aktuelle emner i sundhedspolitikken, om arbejdet i den nyvalgte folketingsgruppe og om den parlamentariske situation med en et-partiregering.

Det meget spørge- og debatlystne publikum med ikke mindst byrådsgruppen fra Rebild i front spurgte ind til og diskuterede bl.a. ældrepolitik, rekrutteringsproblemer og den grønne omstilling.

Det er anden gang inden for kort tid, at folketingsmedlem Per Larsen besøger virksomhed i Rebild Kommune, da han for kort tid siden besøgte Nørregård i Suldrup.

Rebild og omegn

Se flere artikler