Rebild og omegn
Knap 400.000 kroner fra Norlys Vækstpulje fordelt til initiativer i Rebild – se listen her
Norlys Vækstpulje støtter i årets første uddeling 327 projekter med i alt 23,1 millioner kroner. Heraf er knap 400.000 kroner gået til projekter i Rebild Kommune.
Foråret markerer begyndelsen på lysere tider, og det gør sig især gældende for den lange række lokale projekter, som Norlys Vækstpulje støtter i årets første uddeling.
I alt har 327 lokale projekter fået støtte for samlet 23,1 millioner kroner.
– Vores mål med Norlys Vækstpulje er at skabe værdi lokalt for Norlys andelshavere. Vi ønsker at gøre en konkret forskel for den grønne omstilling og lokale fællesskaber. Derfor er jeg også meget stolt over, at vi nu støtter disse mange frivillige initiativer med hele 23,1 millioner kroner, hvilket er det næsthøjeste beløb, vi nogensinde har uddelt, siger Jens Erik Platz, formand for Norlys a.m.b.a.
Projekterne, som Norlys Vækstpulje har valgt at støtte, spænder bredt, selvom de alle tager udgangspunkt i lokale initiativer. Det afspejles også i støttebeløbene, der går fra 500.000 kroner til et svømmecenter i Vrå, til 3.000 kroner til en bridgeklubs arbejde for at udvide medlemskredsen.
Støtter også uden for ejergeografi
Norlys Vækstpulje er primært til for de flere end 800.000 andelshavere, men støtter også projekter uden for ejergeografien, hvis de fremmer den grønne omstilling i en bredere forstand.
Fire projekter har i årets første uddeling fået tildelt støtte, selvom de ligger udenfor Norlys ejergeografi. Samlet er der givet 560.000 kroner til de fire projekter, og et af dem er bilfabrikanten Airy Automotive, der er baseret i Kongens Lyngby.
Airy Automotive har udviklet en teknologi, der erstatter en hel produktionslinje med blot én enkelt maskine i produktionen af chassier. Teknologien, som kaldes Fibre Drive, gør processen mere enkel og reducerer antallet af dele, som i sidste ende er med til at mindske chassisets vægt. Det betyder, at energiforbruget sænkes drastisk under kørsel, mens rækkevidden potentielt øges til over 1000km. Norlys Vækstpulje har støttet projektet med 165.960 kroner.
– I bilindustrien bruger mange producenter lige nu store ressourcer på at omlægge deres produktion. Vores mission er at skubbe bilbranchen mod absolut bæredygtighed ved at mindske producenternes omkostninger og udledninger under produktionen. Som startup er vi dybt afhængige af opmærksomhed og finansiering for virkelig at trænge igennem på bilmarkedet. Derfor sætter vi meget stor pris på opbakningen fra Norlys Vækstpulje, siger Gustau Lange, der er grundlægger og direktør i Airy Automotive.
Norlys Vækstpulje har også støttet Phanofi, der producerer mere energieffektive chips til datacentre, firmaet Swöm, der har udviklet livreddende svømmetøj til børn og endelig Trace, der har skabt en enkel sporbar enhed, der gør det muligt at genfinde glemte nøgler, en forsvunden pung eller andre af ens ejendele.
Projekter i Rebild
I denne uddelingsrunde har 6 projekter fra Rebild Kommune fået tildelt støtte fra Norlys Vækstpulje:
Aarestrups Gymnastik- og Idrætsforening: Himmerlands Friluftscentrup – kr. 100.000
Skørping Rideklub: Udskiftning til energivenlig belysning og energivenlig varme – kr. 49.250
Rebild National Park Society: Digitalisering af historiske dokumenter – kr. 42.500
Det danske spejderkorps – Skørping Gruppe: Fase 2 af bæredygtig renovering af spejderhytte – kr. 100.000
Støvring IF Fodbold: Opsætning af lyddæmpende LED-lofter i pigeomklædningsrum – kr. 50.200
IK Frem Sønderup/Suldrup: Nye fodboldmål – kr. 50.000
Listen over samtlige 327 projekter, der har fået støtte for i alt 23,1 millioner kroner, kan findes her.
Fristen for at ansøge om støtte fra Norlys Vækstpulje i næste uddelingsrunde er 1. juni.