Skørping og omegn

Klumme: Fastbrændthed

Fastbrændthed

Redaktion
Af Redaktion 8. juli 2022

Klumme: I fremtiden kan du møde Bettina Kjeldsen her på avisen. Hun dukker op med passende mellemrum, hvor du kan læse hendes “klumme”, hvor hun sætter ord på forskellige temaer.

Denne klumme er skrevet for RebildIdag.dk af indehaver Bettina Kjeldsen, Rold Skov Psykoterapi.

Kender du til det at være låst fast i det samme tankemønster og ikke se, hvordan du kan komme ud af den onde spiral og få taget hånd om problemet?

Jeg faldt for nyligt over en artikel, skrevet af professor i karrierevejledning Rie Thomsen, som handler om fastbrændthed. Ganske kort, beskriver Rie Thomsen fastbrændthed, som en tilstand hvor job og person er vokset fra hinanden, og hvor der mangler overensstemmelse mellem det man vil i sit liv og sine arbejdsopgaver.

Jeg kender det fra mig selv. Jeg oplevede fastbrændthed for ca. 20 år siden, da jeg arbejdede i en sektorforskningsinstitution. Her oplevede jeg at der manglede overensstemmelse mellem mine arbejdsopgaver og det jeg ville med mit liv. Der var et dårligt psykisk arbejdsmiljø, og efter nogle år var der ingen glæde ved at gå på arbejde længere. Det var svært at se, hvordan jeg skulle komme videre med mit arbejdsliv, for jeg havde ikke overskud til at kigge efter andre job, da jeg var energiforladt, når jeg kom hjem. Jeg kunne ikke se hvordan jeg skulle komme videre, indtil en god veninde sagde til mig, at jeg var nødt til at gøre noget ved min jobsituation, fordi hun kunne se at jeg havde ændret mig, og ikke trivedes længere.

Hvis jeg skal finde noget positivt at tage med mig fra den periode, er det at jeg fandt ud, at jeg allerhelst ville arbejde med at udvikle mennesker. En beslutning jeg aldrig har fortrudt.

Jeg ved, at mange mennesker går rundt og er mere eller mindre brændt fast i en situation, som de ikke selv kan se, hvordan de skal komme ud af. Men har du ikke en god ven, som du har lyst til at gå en tur med. Det er altid en god idé at komme ud og bevæge sig, det sætter gang i kreativiteten og frisk luft i godt selskab, er altid en god kombination. Synes du at din udfordring er for kompleks, så er der masser af hjælp at hente hos en psykoterapeut. At genfinde glæden i det du brænder for, eller at genfinde glæden i det du beskæftiger dig med, er med til at frigive energi, som vi altid kan bruge i en travl hverdag.

Mulighederne for at komme ud af en given situation er mange, men vi har alle nogle blinde pletter, og derfor kan det være svært selv at få øje på nye muligheder. Jeg vil derfor anbefale dig at søge hjælp hos en certificeret psykoterapeut, som er medlem af Dansk Psykoterapeutforening, her er du sikker på at møde en terapeut, hvis uddannelse bliver løbende evalueret, så den lever op til en række kvalitetskrav.

Skørping og omegn

Se flere artikler