Politik
Kim Hornbech genstiller til KV21 for liste C
Kim Hornbech genstiller til KV21 for liste C
Af Lone K. Hansen
Kim Hornbech bor sammen med Gitte og deres tre børn i Rørbæk på 16. år. Kim har trådt sine barnesko i Grynderup, men efter en kort afstikker til Aalborg og Grønland flyttede han tilbage til Rebild Syd. Kim er 45 år og uddannet cand. mag. fra Aalborg Universitet. Til dagligt underviser Kim Hornbech i dansk, historie og erhvervsøkonomi på Nørresundby Gymnasium og HF.
Jeg interesserer mig meget for samfundet og lokalsamfundet og deltager gerne aktivt i den politiske debat; ikke mindst i Sortebakkeskolens bestyrelse og i Lokalrådet, hvor jeg har været aktiv i snart mange år udtaler Kim Hornbech og fortsætter Min øvrige fritid bruger jeg på at passe min familie, vores have og vores får.
Selv har jeg haft en fantastisk barndom i Rebild Syd, og jeg er kandidat, fordi jeg gerne vil bidrage og præge vores lokalsamfund, så Rebild fortsat er et godt sted at være barn i. Det kræver selvfølgelig også, at der også er gode rammer for børnenes forældre og bedsteforældre
Det er ifølge Kim Hornbech de nære politiske beslutninger, der ofte har størst indvirkning på vores dagligdag. Her tænker han specielt på børne- og ungepolitikken, hvor han vil arbejde for, at Rebild skal have rigtig gode pasningstilbud; helst en kombination af private og kommunale tilbud. Rigtig gode skoler, der lærer vores børn at klare sig både fagligt og socialt. Rigtig god understøttelse af kulturlivet; særligt til børn og unge. Rigtig gode bolig- og erhvervsmuligheder for børnenes forældre og bedsteforældre og rigtig god adgang til en varieret vild og halvvild natur.
Borgmesterkandidat Lene Aalestrup er glad for at få en stærk kandidat på holdet fra Rebild Syd. Kim og jeg ser ens på mange ting og han har gennem mange år bidraget med mange værdifulde betragtninger især på børne- og skoleområdet. Kim Hornbech har et stort politisk hjerte, og har deltaget aktivt både som kandidat og som medlem af vores lokalbestyrelse gennem en årrække. Jeg har haft mange politiske dialoger med Kim Hornbech og er som sagt meget glad for, at få ham med på vores stærke C-hold udtaler Lene Aalestrup.
Læs også: