Kan du spotte deepfakes? – hjælp til at undgå at blive taget ved næsen

23. juli 2024

Deepfakes er en avanceret teknologi, der ved hjælp af kunstig intelligens kan manipulere menneskers stemmer og ansigter, og på den måde skabe en troværdig digital kopi af en person. Politiet kommer med hjælp til, hvordan du spotter fænomenet.

Selvom teknologien kan anvendes til underholdning og kunst, som vi kender det fra Snapchats “Faceswap-funktion”, er der også en alvorlig risiko for misbrug af kriminelle. De kan bruge deepfakes til at udgive sig for at være familiemedlemmer, bankrådgivere eller andre betroede personer.

Sådan spotter du deepfake-svindel

Vær kritisk Kriminelle anvender ofte deepfakes til at udgive sig for at være en person, du kender og har tillid til. Hvis en person, der ringer, beder dig om at overføre penge til en ukendt konto eller udlevere dine kort- eller MitID-oplysninger, skal du være ekstra på vagt. Husk, at banker og myndigheder aldrig vil bede dig om sådanne oplysninger over telefonen.

Stil kontrolspørgsmål Deepfake-teknologien kan nemt manipulere stemmer med kun få sekunders optagelse. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt personen i den anden ende af telefonen er den, de udgiver sig for at være, så stil spørgsmål, som kun den rigtige person ville kunne svare på. Dette kan være en effektiv måde at afdække forsøg på svindel.

Lyt efter stemmeafvigelser Selvom deepfake-teknologien er højt udviklet, er den ikke perfekt. Lyt efter afvigelser i stemmens tonefald og tempo. Unaturligt korte eller hakkende sætninger kan være et tegn på manipulation. Læg også mærke til, om formuleringerne afviger fra det, personen normalt ville bruge.

Kig efter fejl i videoer Når det gælder deepfake-videoer, kan du kigge efter specifikke tegn på manipulation. Hvis billedet er uskarpt omkring ansigtet, eller hvis ansigtet bliver uskarpt, når en hånd holdes op foran det, kan det være tegn på deepfake. Manglende eller unaturlige blink med øjnene og uregelmæssige ansigtsbevægelser er også advarselssignaler.

Hvad skal du gøre, hvis du bliver udsat for deepfake-svindel?

Hvis du er blevet udsat for økonomisk svindel via deepfake-teknologi, er det vigtigt at handle hurtigt. Du bør straks anmelde hændelsen til politiet, så de kan tage de nødvendige skridt for at undersøge og forhindre yderligere svindel. Besøg politiets hjemmeside for mere information om, hvordan du undgår at blive snydt af deepfakes.

Ved at være opmærksom og tage de rette forholdsregler kan du beskytte dig selv mod denne voksende trussel og sikre, at du ikke falder for svindlernes tricks.