Nyheder

Juni slog varmerekord i Vesteuropa – havtemperaturer tæt på historisk rekord

Ny klimaanalyse viser rekordvarm juni i Vesteuropa, mens havets stigende temperaturer er med til at forstærke hedebølgerne.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 9. juli 2026

Juni 2026 blev den varmeste juni, der nogensinde er målt i Vesteuropa. Samtidig blev måneden den næstvarmeste juni globalt i målehistorien. Det viser den seneste klimaanalyse fra Copernicus Climate Change Service (C3S), som drives af European Centre for Medium-Range Weather Forecasts (ECMWF).

Analysen peger samtidig på, at havoverfladetemperaturerne lå tæt på rekordniveauer og var med til at forstærke den ekstreme varme.

Hedebølge over land og til havs

Juni var præget af usædvanligt høje temperaturer over både land og hav. Store dele af Vesteuropa blev ramt af en rekordstor hedebølge, mens der samtidig blev registreret marine hedebølger i det vestlige Middelhav og langs Atlanterhavskysterne.

Ifølge Alexander Hayward, hav- og klimaforsker ved Nationalt Center for Klimaforskning på DMI, påvirker hav og atmosfære hinanden.

»Under hedebølgen i Vesteuropa i juni var der samtidig marine hedebølger langs kysterne. Den varme luft og det varme hav forstærkede hinanden, og fordi havet køler langsomt af, bliver varmen i havet hængende længe efter, at hedebølgen over land er ophørt,« siger Alexander Hayward.

Rekordhøje havtemperaturer

Globalt blev den gennemsnitlige havoverfladetemperatur i de isfri områder mellem 60°S og 60°N den højeste, der nogensinde er målt for en juni måned.

Rekorden overgik den tidligere rekord fra juni 2024 med 0,01 °C. Ifølge analysen skyldes det blandt andet udviklingen af en kraftig El Niño i den tropiske del af Stillehavet.

Tørke og naturbrande

Den kraftige hedebølge og den udbredte tørke i juni er desuden medårsag til omfattende naturbrande på Den Iberiske Halvø og i det sydlige Frankrig.

Alexander Hayward peger på, at verdenshavene spiller en central rolle i udviklingen.

»Verdenshavene har optaget størstedelen af den ekstra varme, som drivhusgasserne har tilført, og havene bliver derfor langsomt varmere overalt. De stigende havtemperaturer betyder, at marine hedebølger bliver mere almindelige, fordi hver enkelt begynder fra et højere udgangspunkt og når endnu højere temperaturer. I juni nåede havtemperaturerne rekordniveauer for årstiden, og efter at World Meteorological Organization (WMO) den 2. juni meldte om udvikling af El Niño-forhold, forventes havtemperaturerne at stige yderligere i de kommende måneder,« siger han.